Ordsprogene 31
1 Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.
Lemuels, en Konges, Ord; et varslende Ord, hvormed hans Moder underviste ham.
2 Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig, hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn?
Hvad? min Søn! og hvad? mit Livs Søn! og hvad? mine Løfters Søn!
3 Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der ødelægger Konger.
Giv ikke Kvinderne din Kraft, og giv dig ikke ind paa en Vej, der ødelægger Konger.
4 Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke,
Det bør ikke Konger, Lemuel! det bør ikke Konger at drikke Vin, ej heller Fyrster at drikke stærk Drik,
5 at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme.
at han ikke skal drikke og glemme det, som er Lov, og forvende alle elendige Folks Ret.
6 Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin;
Giver stærk Drik til den, som er ved at omkomme, og Vin til den, som er beskelig bedrøvet i Sjælen,
7 lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje.
at han maa drikke og glemme sin Armod og ikke mere komme sin Møje i Hu.
8 Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;
Oplad din Mund for den stumme til alle forladte Børns Ret.
9 luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!
Oplad din Mund, døm Retfærdighed, og skaf den elendige og fattige Ret!
10 Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt over Perlers.
Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere værd end Perler.
11 Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter det ikke.
Hendes Mands Hjerte forlader sig paa hende, og Indtægt mangler ikke.
12 Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.
Hun gør ham godt og intet ondt i alle sit Livs Dage.
13 Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.
Hun søger efter Uld og Hør og arbejder gerne med sine Hænder.
14 Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.
Hun er ligesom en Købmands Skibe, hun lader sit Brød komme langvejs fra.
15 Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmålte Del.
Og hun staar op, medens det endnu er Nat, og giver sit Hus Mad og sine Piger deres bestemte Arbejde.
16 Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for hvad hun har tjent.
Hun tænker paa Agerland og faar det; af sine Hænders Frugt planter hun en Vingaard.
17 Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.
Hun omgjorder sine Lænder med Kraft og gør sine Arme stærke.
18 Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud om Natten.
Hun skønner, at hendes Handel er god; hendes Lampe slukkes ikke om Natten.
19 Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.
Hun udstrækker sine Hænder til Rokken, og hendes Hænder tage fat paa Tenen.
20 Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den fattige.
Hun udbreder sin Haand til den elendige og udstrækker sine Hænder til den fattige.
21 Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen.
Hun frygter ikke for sit Hus, naar der er Sne; thi hele hendes Hus er klædt i karmesinrødt Tøj.
22 Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.
Hun gør sig Tæpper; fint Linned og Purpur er hendes Klædning.
23 Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets Ældste.
Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder sammen med de ældste i Landet.
24 Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.
Hun gør kosteligt Linklæde og sælger det og bringer Købmanden Bælter til Salgs.
25 Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil.
Kraft og Herlighed er hendes Klædebon, og hun ler ad den kommende Tid.
26 Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen.
Hun oplader sin Mund med Visdom, og Kærligheds Lov er paa hendes Tunge.
27 Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.
Hun ser efter, hvorledes det gaar til i hendes Hus, og æder ikke Ladheds Brød.
28 Hendes Sønner står frem og giver hende Pris, hendes Husbond synger hendes Lov:
Hendes Sønner staa op og prise hende; hendes Husbond roser hende ogsaa:
29 "Mange duelige Kvinder findes, men du står over dem alle!"
„Mange Døtre forhverve Formue; men du staar over dem alle sammen‟.
30 Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN, skal roses.
Yndighed er Bedrag, og Skønhed er Forfængelighed; men en Kvinde, som frygter Herren, hun skal roses.
31 Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes Lov i Portene.
Giver hende af hendes Hænders Frugt, og hendes Gerninger skulle prise hende i Portene.
