Ordsprogene 29

1 Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.

Haitoañe aniany, tsy amañ’aoly, ty gan-katoke beteke endahañe.

2 Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.

Ie miraorao o vantañeo, mirebeke ondatio, fa ie mifehe ty lo-tsereke, miñeoñeoñe ondatio.

3 Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.

Mahaehak’ an-drae t’indaty mikoko hihitse, fe mampianto vara ty mpiaman-tsimirirañe.

4 Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.

Ampijadoña’ i mpanjakay an-katò ty tane’e, fe mihotrake t’ie mandrambe vokàñe.

5 Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

Mandafike harato ho am-pandia’e eo t’indaty mitsiriry rañetse.

6 I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.

Fiolàñe ty mamandrike i lo-tserekey, fe misabo naho mirebeke ty mahity.

7 Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.

Haoñe’ ty vantañe ty zo’ o rarakeo, fe tsy apota’ i lo-tserekey i hilala zay.

8 Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.

Mamofotse ty rova, ondaty mañivañivao, fe mampivio-kabosehañe o mahihitseo.

9 Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.

Ie mifandietse ami’ty dagola ty mahihitse, le ifanampea’ ty filoroloroañe naho fanivetiveañe tsy mijihetse.

10 De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.

Heje’ o mpampiori-dioo ty vañoñe; le i vantañey, paia’ iareo ty fiai’e.

11 En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.

Fonga abora’ i dagolay ty tro’e, fe kalaña’ i mahihitsey am-pianjiñañe ao ty aze.

12 En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.

Ie mañaom-bande ty mpifehe, miha raty iaby o roandria’eo.

13 Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.

Ty fihambaña’ i rarakey naho o mpamorekekeo: Iehovà ty mañazava ty fihaino’ i roe rey.

14 En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.

Ie mizaka o rarakeo an-kahiti’e ty mpanjaka, le hijadoñe kitro añ’afe’e i fiambesa’ey.

15 Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.

Mpanolo-hihitse ty kobay naho ty endake, fe manalatse rene ty anake manao tsidaredare.

16 Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.

Ie mionjoñe o tsivokatseo, mitombo ty fiolàñe, fe ho sambae’ i vañoñey ty fifotsaha’ iareo.

17 Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.

Lilovo ty ana’o, le hampanintsiña’e, vaho hampinembanembae’e ty arofo’o.

18 Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.

Ie po-aroñarom-pitokiañe, le hahifi’ ondatio añe ty filieram-batañe, haha ka ze mahatan-Kàke.

19 Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

Tsy mahafanoro ty ondevo t’ie saontsieñe avao, ndra te azo’e tsy haoñe’e.

20 Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.

Inao t’indaty taentaeneñe am-pisaontsi’e, bey fitamàñe ty dagola te ama’e.

21 Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

I mañaonkaom-pitoroñe boak’amy faha-ajaja’eiy, ro hanjo aze mpandova am-para’e.

22 Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.

Mpitrobo fitribahañe ty boseke, vaho lako fiolàñe ty mpidabadoa.

23 Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.

Mamotsake ondaty ty habohaboha’e, fe asiñeñe ty mpireke añ’arofo.

24 Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.

Malaim-batañe ty mpireketse ami’ty mpampikametse, tsanoña’e i sisìy, f’ie tsy mitalily.

25 Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.

Miafara ho fandrike ty fihembañañe ama’ ondaty; fe honjoneñe ty miato am’ Iehovà.

26 Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.

Maro ty mipay ty fañisoham-pifehe, fa Iehovà ro ahazoa’ t’indaty to.

27 Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.

Tiva amo vañoñeo t’indaty tsy to; fe veta amy lo-tserekey ty vantañe am-pañaveloa’e.