< Ordsprogene 2 >

1 Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos dig,
בְּנִי אִם־תִּקַּח אֲמָרָי וּמִצְוֺתַי תִּצְפֹּן אִתָּֽךְ׃
2 idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt,
לְהַקְשִׁיב לַחׇכְמָה אׇזְנֶךָ תַּטֶּה לִבְּךָ לַתְּבוּנָֽה׃
3 ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt,
כִּי אִם לַבִּינָה תִקְרָא לַתְּבוּנָה תִּתֵּן קוֹלֶֽךָ׃
4 søger du den som Sølv og leder den op som Skatte,
אִם־תְּבַקְשֶׁנָּה כַכָּסֶף וְֽכַמַּטְמוֹנִים תַּחְפְּשֶֽׂנָּה׃
5 da nemmer du HERRENs Frygt og vinder dig Kundskab om Gud.
אָז תָּבִין יִרְאַת יְהֹוָה וְדַעַת אֱלֹהִים תִּמְצָֽא׃
6 Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt.
כִּֽי־יְהֹוָה יִתֵּן חׇכְמָה מִפִּיו דַּעַת וּתְבוּנָֽה׃
7 Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel,
(וצפן) [יִצְפֹּן] לַיְשָׁרִים תּוּשִׁיָּה מָגֵן לְהֹלְכֵי תֹֽם׃
8 idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej.
לִנְצֹר אׇרְחוֹת מִשְׁפָּט וְדֶרֶךְ חֲסִידָו יִשְׁמֹֽר׃
9 Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt.
אָז תָּבִין צֶדֶק וּמִשְׁפָּט וּמֵישָׁרִים כׇּל־מַעְגַּל־טֽוֹב׃
10 Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl;
כִּֽי־תָבוֹא חׇכְמָה בְלִבֶּךָ וְדַעַת לְֽנַפְשְׁךָ יִנְעָֽם׃
11 Kløgt skal våge over dig, Indsigt være din Vogter -
מְזִמָּה תִּשְׁמֹר עָלֶיךָ תְּבוּנָה תִנְצְרֶֽכָּה׃
12 idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er vrange, -
לְהַצִּילְךָ מִדֶּרֶךְ רָע מֵאִישׁ מְדַבֵּר תַּהְפֻּכֽוֹת׃
13 som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje.
הַעֹזְבִים אׇרְחוֹת יֹשֶׁר לָלֶכֶת בְּדַרְכֵי־חֹֽשֶׁךְ׃
14 som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,
הַשְּׂמֵחִים לַעֲשׂוֹת רָע יָגִילוּ בְּֽתַהְפֻּכוֹת רָֽע׃
15 de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor -
אֲשֶׁר אׇרְחֹתֵיהֶם עִקְּשִׁים וּנְלוֹזִים בְּמַעְגְּלוֹתָֽם׃
16 idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med sleske Ord,
לְהַצִּילְךָ מֵאִשָּׁה זָרָה מִנׇּכְרִיָּה אֲמָרֶיהָ הֶחֱלִֽיקָה׃
17 der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt;
הַֽעֹזֶבֶת אַלּוּף נְעוּרֶיהָ וְאֶת־בְּרִית אֱלֹהֶיהָ שָׁכֵֽחָה׃
18 thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes Spor;
כִּי שָׁחָה אֶל־מָוֶת בֵּיתָהּ וְאֶל־רְפָאִים מַעְגְּלֹתֶֽיהָ׃
19 tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets Stier
כׇּל־בָּאֶיהָ לֹא יְשׁוּבוּן וְלֹֽא־יַשִּׂיגוּ אׇרְחוֹת חַיִּֽים׃
20 at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier;
לְמַעַן תֵּלֵךְ בְּדֶרֶךְ טוֹבִים וְאׇרְחוֹת צַדִּיקִים תִּשְׁמֹֽר׃
21 thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes deri,
כִּֽי־יְשָׁרִים יִשְׁכְּנוּ־אָרֶץ וּתְמִימִים יִוָּתְרוּ בָֽהּ׃
22 men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra.
וּרְשָׁעִים מֵאֶרֶץ יִכָּרֵתוּ וּבוֹגְדִים יִסְּחוּ מִמֶּֽנָּה׃

< Ordsprogene 2 >