Ordsprogene 17
1 Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.
Bolji je zalogaj suha hljeba s mirom nego kuæa puna poklane stoke sa svaðom.
2 Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.
Razuman sluga biæe gospodar nad sinom sramotnijem i s braæom æe dijeliti našljedstvo.
3 Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.
Topionica je za srebro i peæ za zlato, a srca iskušava Gospod.
4 Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.
Zao èovjek pazi na usne zle, a lažljivac sluša jezik pakostan.
5 Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.
Ko se ruga siromahu, sramoti stvoritelja njegova; ko se raduje nesreæi, neæe ostati bez kara.
6 De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.
Vijenac su starcima unuci, a slava sinovima oci njihovi.
7 Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.
Ne prilièi bezumnom visoka besjeda, akamoli knezu lažljiva besjeda.
8 Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.
Poklon je dragi kamen onome koji ga prima, kuda se god okrene napreduje.
9 Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.
Ko pokriva prijestup, traži ljubav; a ko ponavlja stvar, rastavlja glavne prijatelje.
10 Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.
Ukor tišti razumnoga veæma nego ludoga sto udaraca.
11 Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.
Zao èovjek traži samo odmet, ali æe se ljut glasnik poslati na nj.
12 Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.
Bolje je da èovjeka srete medvjedica kojoj su oteti medvjediæi, nego bezumnik u svom bezumlju.
13 Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.
Ko vraæa zlo za dobro, neæe se zlo odmaæi od kuæe njegove.
14 At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.
Ko poène svaðu, otvori ustavu vodi; zato prije nego se zametne, proði se raspre.
15 At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.
Ko opravda krivoga i ko osudi pravoga, obojica su gad Gospodu.
16 Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?
Na što je blago bezumnome u ruci kad nema razuma da pribavi mudrost?
17 Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.
U svako doba ljubi prijatelj, i brat postaje u nevolji.
18 Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.
Èovjek bezuman daje ruku i jamèi se za prijatelja svojega.
19 Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.
Ko miluje svaðu, miluje grijeh; ko podiže uvis vrata svoja, traži pogibao.
20 Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.
Ko je opaka srca, neæe naæi dobra; i ko dvolièi jezikom, pašæe u zlo.
21 Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.
Ko rodi bezumna, na žalost mu je, niti æe se radovati otac luda.
22 Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.
Srce veselo pomaže kao lijek, a duh žalostan suši kosti.
23 Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.
Bezbožnik prima poklon iz njedara da prevrati putove pravdi.
24 Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.
Razumnomu je na licu mudrost, a oèi bezumniku vrljaju nakraj zemlje.
25 Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.
Žalost je ocu svojemu sin bezuman, i jad roditeljci svojoj.
26 At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.
Nije dobro globiti pravednika, ni da knezovi biju koga što je radio pravo.
27 Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.
Usteže rijeèi svoje èovjek koji zna, i tiha je duha èovjek razuman.
28 Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.
I bezuman kad muèi, misli se da je mudar, i razuman, kad stiskuje usne svoje.
