Ordsprogene 17
1 Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.
Melior est buccella sicca cum gaudio, quam domus plena victimis cum iurgio.
2 Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.
Servus sapiens dominabitur filiis stultis, et inter fratres hereditatem dividet.
3 Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.
Sicut igne probatur argentum, et aurum camino: ita corda probat Dominus.
4 Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.
Malus obedit linguae iniquae: et fallax obtemperat labiis mendacibus.
5 Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.
Qui despicit pauperem, exprobrat factori eius: et qui ruina laetatur alterius, non erit impunitus.
6 De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.
Corona senum filii filiorum: et gloria filiorum patres eorum.
7 Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.
Non decent stultum verba composita: nec principem labium mentiens.
8 Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.
Gemma gratissima, expectatio praestolantis: quocumque se vertit, prudenter intelligit.
9 Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.
Qui celat delictum, quaerit amicitias: qui altero sermone repetit, separat foederatos.
10 Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.
Plus proficit correptio apud prudentem, quam centum plagae apud stultum.
11 Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.
Semper iurgia quaerit malus: angelus autem crudelis mittetur contra eum.
12 Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.
Expedit magis ursae occurrere raptis foetibus, quam fatuo confidenti in stultitia sua.
13 Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.
Qui reddit mala pro bonis, non recedet malum de domo eius.
14 At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.
Qui dimittit aquam, caput est iurgiorum: et antequam patiatur contumeliam, iudicium deserit.
15 At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.
Qui iustificat impium, et qui condemnat iustum, abominabilis est uterque apud Deum.
16 Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?
Quid prodest stulto habere divitias, cum sapientiam emere non possit? Qui altum facit domum suam, quaerit ruinam: et qui evitat discere, incidet in mala.
17 Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.
Omni tempore diligit qui amicus est: et frater in angustiis comprobatur.
18 Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.
Stultus homo plaudet manibus cum spoponderit pro amico suo.
19 Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.
Qui meditatur discordias, diligit rixas: et qui exaltat os suum, quaerit ruinam.
20 Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.
Qui perversi cordis est, non inveniet bonum: et qui vertit linguam, incidet in malum.
21 Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.
Natus est stultus in ignominiam suam: sed nec pater in fatuo laetabitur.
22 Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.
Animus gaudens aetatem floridam facit: spiritus tristis exiccat ossa.
23 Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.
Munera de sinu impius accipit, ut pervertat semitas iudicii.
24 Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.
In facie prudentis lucet sapientia: oculi stultorum in finibus terrae.
25 Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.
Ira patris, filius stultus: et dolor matris quae genuit eum.
26 At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.
Non est bonum, damnum inferre iusto: nec percutere principem, qui recta iudicat.
27 Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.
Qui moderatur sermones suos, doctus et prudens est: et pretiosi spiritus vir eruditus.
28 Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.
Stultus quoque si tacuerit, sapiens reputabitur: et si compresserit labia sua, intelligens.
