< Ordsprogene 17 >

1 Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.
Imthung koi mongah sak ih angbawnhaih buh to angzoehhaih hoiah caak pongah loe, buh karoem zetta poek monghaih hoiah caak to hoih kue.
2 Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.
Palungha tamna loe kahoih ai imkung ih capa to uk tih, anih loe a caanawk hoi nawnto qawk to toep tih.
3 Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.
Sumkanglung tui pacii hanah laom to patoh baktih toengah, sui tui pacii hanah hmai kamngaeh to patoh; toe Angraeng loe kami ih palung to tanoem.
4 Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.
Kahoih ai hmuen sah kami loe lok amlai kami mah thuih ih lok to tang; amsawnlok thui kami doeh loksae to tahngaih.
5 Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.
Mithoe hnaphnae kami loe anih Sahkung hnaphnae kami ah ni oh; minawk raihaih tong naah anghoe kami loe danpaekhaih to loih mak ai.
6 De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.
Caanawk ih caa patoeng loe mitongnawk hanah sui lumuek ah oh, amno ampa loe caanawk lensawkhaih ah oh.
7 Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.
Kahoih lok loe kamthu hoi amcuk ai baktih toengah, amsawnlok doeh ukkung angraeng hoi amcuk ai.
8 Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.
Tangqum loe hak kami hanah atho kana thlung baktiah oh; a caehhaih ahmuen kruekah, tahamhoihaih oh.
9 Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.
Minawk zaehaih tahmen kami loe amlunghaih to pungsak; toe zaehaih tahmen ai kami loe ampui to ampraeksak.
10 Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.
Kamthu loe quiboeng hoi cumvaito boh cadoeh poek amkhrai mak ai; palungha loe thuitaekhaih lok to thaih kop.
11 Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.
Kahoih ai kami loe lokaek han khue ni pakrong; to pongah tahmenhaih tawn ai laicaeh to anih khaeah patoeh tih.
12 Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.
Palungkraeng kamthu khaeah caeh moe, raihaih tong pongah loe, taqom caa lomh pae to hoih kue.
13 Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.
Hmuenhoih to hmuensae hoiah pathok kami loe, kahoih ai hmuen mah a im to caehtaak mak ai.
14 At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.
Angzoehhaih loe kamsah tui hoiah anghmong; to pongah angzoehhaih om ai naah to hmuen to toengh sut ah.
15 At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.
Zaehaih sah kami to loisak lat kami, to tih ai boeh loe katoeng kami zaehaih net lat kami hnik to Angraeng mah panuet hmaek.
16 Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?
Kamthu loe palunghahaih koeh ai pongah, kamthu ban ah paek ih phoisa loe tih atho maw oh?
17 Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.
Ampui loe amlunghaih tawnh poe; nawkamya loe karai tonghaih atue nathuem han ih ni tapen.
18 Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.
Poekhaih tawn ai kami loe coi ih phoisa to pathok pae hanah, angmah ih ampui hmaa ah lokkamhaih to sak.
19 Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.
Angzoeh koeh kami loe zae sakhaih doeh koeh; angmah ih khongkha amoek haih kami loe amrohaih ni pakrong.
20 Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.
Poektoeng ai kami loe khosak hoihaih tawn ai; amsawnlok thui palai loe raihaih tongh.
21 Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.
Kamthu tapen kami loe tapenkung to palungsetsak; kamthu ih ampa loe anghoehaih tawn ai.
22 Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.
Poeknawmhaih loe kahoih tasi ah oh; toe palungsethaih mah ahuh to zaeksak.
23 Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.
Kasae kami loe toenghaih loklam angkawnsak hanah, bokhaih ah paek ih tangqum to lak.
24 Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.
Palungha kami loe panoekhaih to tawnh; toe kamthu ih mik loe long boenghaih khoek to khet parui.
25 Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.
Capa kamthu mah ampa palungsetsak, anih cunkung to palungboengsak.
26 At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.
Katoeng kami to danpaek han hoih ai; toenghaih hoiah lokcaek angraeng doeh danpaek han om ai.
27 Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.
Palungha kami loe poek het pacoengah ni lok to thuih; panoekhaih tawn kami loe angam duem.
28 Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.
Lokpae ai ah om duem kami loe, kamthu mataeng doeh palungha kami ah poek o moe, palai angsum thaih kami doeh khopoek thaih kami ah poek o.

< Ordsprogene 17 >