Mikas 2

1 Ve dem, der på Lejet udtænker Uret og Udåd, og sætter det i Værk, når det dages, da det står i deres Magt.

Ajalkhun chunga alupna muna, ajan jan a thilse bolding ngaitoa gel gelho ada ahiuve, ijeh-inem itileh athodoh teng abol nathei tha aneiju ahi.

2 De attrår Marker og raner dem, Huse og tager dem, undertrykker Mand og Hus, Ejendom og Ejer.

Gam phabep na deichat jong chu nakilah jengin ahi, mi koitobang ham insah na deichat jong chu nakilah jengin ahi.

3 Derfor, så siger HERREN: Se, jeg optænker Ulykke mod denne Slægt, fra hvilken l ikke skal kunne fri eders Hals eller gå med oprejst Hoved; thi en ond Tid er det.

Hiche hi Pakaiyin asei ahi, “Thilse naboljeha thilse kapeh ding; nanah homma kona na lolchang na bodoh jou lou ding, Chuleh kiletsah tahin lam jot hih'in, phat khohtah hung ding ahi.

4 På denne Dag skal der bruges et Mundheld om jer og klages: "Sket som talt! Vi er helt lagt øde; mit Folk får sin Lod skiftet ud, ingen giver den tilbage; vor Mark skiftes ud til dem, som fører os bort."

Hiche nikho teng chule nagal miten totnop na-a na nei ding, nang douna-a kiletsahna la asah ding, keiho amongthah kahi tauve, Pakaiyin kamite chanding akheltan, kakoma konin kachanding akilah dohtan ahi.

5 Derfor har du ingen til at udspænde Snoren over en Lod i HERRENs Forsamling.

Pakai miten nagamgi iti kisekhen ham tia aei sangun, michom dangin nagamgi asekhen ding ahitai.

6 "Præk ikke!" så præker de, "man præker ikke om sligt; får hans Smæden ej Ende?" Hvad siger du, Jakobs Hus?

Hitobang chu seitahih in, mipiten adonbutuve. Hitobng chun gaothu seidan.

7 "Er HERREN da hastig til Vrede, handler han så? Er hans Ord ej milde mod den, som vandrer ret?"

O Israel insung mite, hitobanga hi thu kiseimong mong ding hinam? Pakai lhagao chu thohhat taha um mong hinam? Adih chu nabol nom leh, kilhamonna thu keija kona najah ding ahiye.

8 Men I er fjendske imod, på Nakken af mit Folk; Kappen over Kjortelen river l af dem, som vandrer trygt og afskyr Strid.

Tutahin kamite eidoudin akipanun, galmite bangin, mi lungmonga umjong anung lamah asangkhol na holhah pehun, kiphatlam taha umho jong gal nabol khumuve.

9 Mit Folks Kvinder driver l ud af det Hjem, de holdt af, I tager for evigt min Ære fra deres Børn:

Kamite numeiho, nomtah a achennaova konin anodoh un, achateo asenhoa konin jong Pathen loupina alamang tauve.

10 "Op, ryk ud! Thi her kan I ikke bo for den Urenheds Skyld, som volder svar Fordærv."

Kipatdoh un! Chetauvin! Hikom mun hi na gamule na in-u ahipoi, nangho dinga chonsetna dimset mun ahi, chule themmona jeh'a kichai deh jeng nahiuve.

11 I Fald der kom en Mand med Tomhed og Svig og Løgn: "Jeg vil præke for dig om Vin og Drik!" det var en Præker for dette Folk.

Avetkah nan Themgao tamtah laha jousei themgao khat in, na kom ah, “Keiman tunia ju leh khamna theija Kipana Thupha kasei ding ahi!” ati.

12 Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels Rest, få dem sammen som Får i Fold, som en Hjord i Græsgangens Midte; af Mennesker bliver der en Summen.

“Nikhat leh O Israel keiman kahin khop ding nahiuve, keiman akidalha amoh chengse kahin khop ding nahiuve, kelngoihonte banga hamhing laha kahin lonkhom kit ding nahiuve. Heng’e, na gamuva mi hung tam kit ding ahi.

13 En Vejbryder går foran dem; de bryder gennem Porten og går ud. Foran dem skrider deres Konge og HERREN i Spidsen for dem.

Na lamkaiteuvin nakikai mong naova kona nasuhtup kitdiu ahi, chule nagalmiteu kelkot phunga kona na hong sunga nahung kile kit dingu ahi, na Lengpaovin na lamkai untin na Pakaiyu mong mongin na ventup jing dingu ahi”.