Markus 6
1 Og han gik bort derfra Og han kommer til sin Fædreneby, og hans Disciple følge ham.
U u yǝrdin ketip, ɵz yurtiƣa kǝldi. Uning muhlislirimu uningƣa ǝgixip bardi.
2 Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er given ham, og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans Hænder!
Xabat küni kǝlgǝndǝ, u sinagogda tǝlim berixkǝ kirixti. Tǝlimini angliƣanlardin kɵp adǝm intayin ⱨǝyran boluxup: — Bu adǝm bularƣa nǝdin erixkǝndu? Uningƣa muxundaⱪ danaliⱪ ⱪandaⱪ berilgǝn? Uning ⱪolida muxundaⱪ mɵjizilǝr ⱪandaⱪ yaritilidiƣandu?
3 Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses's og Judas's og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?" Og de forargedes på ham.
U ⱨeliⱪi yaƣaqqi ǝmǝsmu, Mǝryǝmning oƣli, xundaⱪla Yaⱪup, Yosǝ, Yǝⱨuda wǝ Simonlarning akisiƣu? Uning singillirimu bu yǝrdǝ arimizda turuwatmamdu? — deyixti. Xuning bilǝn ular uningƣa ⱨǝsǝt-bizarliⱪ bilǝn ⱪaridi.
4 Og Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus."
Xuning bilǝn Əysa ularƣa: — Ⱨǝrⱪandaⱪ pǝyƣǝmbǝr baxⱪa yǝrlǝrdǝ ⱨɵrmǝtsiz ⱪalmaydu, pǝⱪǝt ɵz yurti, ɵz uruⱪ-tuƣⱪanliri arisida wǝ ɵz ɵyidǝ ⱨɵrmǝtkǝ sazawǝr bolmaydu, — dedi.
5 Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han Hænderne på nogle få syge og helbredte dem
Xuning bilǝn ⱪollirini birⱪanqǝ bimarning üstigǝ tǝgküzüp, ularni saⱪaytⱪandin baxⱪa, xu yǝrdǝ u ⱨeqⱪandaⱪ mɵjizǝ yaritalmidi.
6 Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i Landsbyerne der omkring og lærte.
Wǝ u ularning iman-ixǝnqsizlikidin ⱨǝyran ⱪaldi.
7 Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem Magt over de urene Ånder.
Andin u ǝtraptiki yeza-kǝntlǝrni aylinip tǝlim bǝrdi. U on ikkiylǝnni yeniƣa qaⱪirdi wǝ [hǝlⱪ arisiƣa] ikki-ikkidin ǝwǝtixkǝ baxlidi. U ularƣa napak roⱨlarni ⱨǝydǝx ⱨoⱪuⱪini bǝrdi;
8 Og han bød dem, at de skulde intet tage med på Vejen uden en Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet,
wǝ ularƣa: — Sǝpǝrdǝ yeninglarƣa ⱨasidin baxⱪa nǝrsǝ eliwalmanglar, nǝ hurjun nǝ nan eliwalmanglar, bǝlwaƣⱪa pulmu salmanglar,
9 men have Sko på og: "Ifører eder ikke to Kjortler!"
putunglarƣa kǝxlǝrni kiyinglar, biraⱪ ikki yǝktǝk kiyiwalmanglar, — dǝp tapilidi.
10 Og han sagde til dem: "Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive, indtil I drage bort fra Stedet.
U yǝnǝ: — [Bir yurtⱪa barƣininglarda], kimning ɵyigǝ [ⱪobul ⱪilinip] kirsǝnglar, u yurttin kǝtküqǝ xu ɵydila turunglar.
11 Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der skulle I gå bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem."
Ⱪaysi yǝrdikilǝr silǝrni ⱪobul ⱪilmisa, xundaⱪla sɵzünglarni anglimisa, u yǝrdin kǝtkininglarda, ularƣa agaⱨ-guwaⱨ bolsun üqün ayiƣinglardiki topini ⱪeⱪiwetinglar! — dedi.
12 Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.
Xuning bilǝn ular yolƣa qiⱪip, kixilǝrni gunaⱨliriƣa towa ⱪilixⱪa jar selip ündidi.
13 Og de dreve onde Ånder ud og salvede mange syge med Olie og helbredte dem.
Ular nurƣun jinlarni ⱨǝydidi, nurƣun bimarlarni zǝytun meyi bilǝn mǝsiⱨ ⱪilip saⱪaytti.
14 Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og han sagde: "Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor virke Kræfterne i ham."
Uning nami mǝxⱨur bolƣaqⱪa, Ⱨerod padixaⱨ uning ⱨǝⱪⱪidǝ anglap: «Bu adǝm [qoⱪum] ɵlümdin tirilgǝn Qɵmüldürgüqi Yǝⱨyadur. Xuning üqün muxu alaⱨidǝ ⱪudrǝtlǝr uningda küqini kɵrsitidu» dǝytti.
15 Andre sagde: "Det er Elias; " men andre sagde: "Det er en Profet ligesom en af Profeterne."
Baxⱪilar: «U Ilyas [pǝyƣǝmbǝr]» desǝ, yǝnǝ bǝzilǝr: «Burunⱪi pǝyƣǝmbǝrlǝrdǝk bir pǝyƣǝmbǝr bolsa kerǝk» deyixǝtti.
16 Men da Herodes hørte det, sagde han: "Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er oprejst."
Biraⱪ bularni angliƣan Ⱨerod: — Mǝn kallisini alƣan Yǝⱨyaning ɵzi xu — u ɵlümdin tiriliptu! — dedi.
17 Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld; thi han havde taget hende til Ægte.
Ⱨerodning bundaⱪ deyixining sǝwǝbi, u [ɵgǝy] akisi Filipning ayali Ⱨerodiyǝning wǝjidin adǝm ǝwǝtip Yǝⱨyani tutup, zindanƣa taxliƣanidi. Qünki u xu ayal bilǝn nikaⱨlanƣanidi; Yǝⱨya Ⱨerodⱪa [tǝnbiⱨ berip]: «Akangning ayalini tartiwelixing Tǝwrat ⱪanuniƣa hilap» dǝp ⱪayta-ⱪayta degǝnidi.
18 Johannes sagde nemlig til Herodes: "Det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru."
19 Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slå ham ihjel, og hun kunde det ikke.
Xuning üqün Ⱨerodiyǝ Yǝⱨyaƣa adawǝt saⱪlaytti; uni ɵltürmǝkqi bolƣan bolsimu, lekin xundaⱪ ⱪilalmaytti.
20 Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Hånd over ham; og når han hørte ham, var han tvivlrådig om mange Ting, og han hørte ham gerne.
Qünki Ⱨerod Yǝⱨyani diyanǝtlik wǝ muⱪǝddǝs adǝm dǝp bilip, uningdin ⱪorⱪatti, xunglaxⱪa uni ⱪoƣdaytti; u uning sɵzlirini angliƣan qaƣlirida alaⱪzadǝ bolup ketǝtti, lekin yǝnila sɵzlirini anglaxⱪa amraⱪ idi.
21 Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes på sin Fødselsdag gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de ypperste i Galilæa,
Əmma [Ⱨerodiyǝ kütkǝn] pǝyt ahir yetip kǝldi; Ⱨerod tuƣulƣan künidǝ ɵz ǝmǝldarliri, mingbexiliri wǝ Galiliyǝ ɵlkisidiki katta ǝrbablarni ziyapǝt bilǝn kütüwaldi;
22 og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: "Bed mig, om hvad som helst du vil, så vil jeg give dig det."
ⱨeliⱪi Ⱨerodiyǝning ⱪizi sorunƣa qüxüp ussul oynap bǝrdi. Bu Ⱨerod wǝ ⱨǝmdastihan bolƣanlarƣa bǝkmu yarap kǝtti. Padixaⱨ ⱪizƣa: — Mǝndin nemǝ tǝlǝp ⱪilsang, xuni berimǝn, — dedi.
23 Og han svor hende til og sagde: "Hvad som helst du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige."
Andin u ⱪǝsǝm ⱪilip yǝnǝ: — Mǝndin nemǝ tǝlǝp ⱪilsang, ⱨǝtta padixaⱨliⱪimning yerimini desǝngmu xuni berimǝn, — dedi.
24 Og hun gik ud og sagde til sin Moder: "Hvad skal jeg bede om?" Men hun sagde: "Om Johannes Døberens Hoved."
Ⱪiz sirtⱪa qiⱪip, anisidin: — Nemǝ tǝlǝp ⱪilay? — dǝp soriwidi, anisi: — Qɵmüldürgüqi Yǝⱨyaning kallisini tǝlǝp ⱪil, — dedi.
25 Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: "Jeg vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved på et Fad."
Ⱪiz dǝrⱨal padixaⱨning aldiƣa aldirap kirip: — Qɵmüldürgüqi Yǝⱨyaning kallisini ⱨazirla bir tǝhsigǝ ⱪoyup ǝkilixlirini halaymǝn, — dedi.
26 Om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og Gæsternes Skyld ikke afvise hende:
Padixaⱨ buningƣa naⱨayiti ⱨǝsrǝt qǝkkǝn bolsimu, ⱪǝsǝmliri tüpǝylidin wǝ dastihanda olturƣanlar wǝjidin, uningƣa bǝrgǝn sɵzidin yanƣusi kǝlmidi.
27 Og Kongen sendte straks en at Vagten og befalede at bringe hans Hoved
Xunga padixaⱨ dǝrⱨal bir jallat ǝwǝtip, uning kallisini elip kelixni ǝmr ⱪildi. Jallat zindanƣa berip Yǝⱨyaning kallisini elip,
28 Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte hans Hoved på et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til sin Moder.
uni bir tǝhsigǝ ⱪoyup, ⱪizning aldiƣa elip kelip uningƣa bǝrdi. Ⱪiz uni anisiƣa tapxurdi.
29 Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde det i en Grav.
Bu ixni angliƣan Yǝⱨyaning muhlisliri kelip, jǝsǝtni elip ketip bir ⱪǝbrigǝ ⱪoydi.
30 Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad de havde gjort, og hvad de havde lært.
Ⱪaytip kǝlgǝn rosullar Əysaning yeniƣa yiƣildi, nemǝ ⱪilƣanliri ⱨǝm nemǝ tǝlim bǝrgǝnlirini uningƣa mǝlum ⱪilixti.
31 Og han siger til dem: "Kommer nu I med afsides til et øde Sted og hviler eder lidt;" thi der var mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Ro til at spise.
Kelip-ketiwatⱪanlar naⱨayiti kɵplikidin ularƣa tamaⱪlinixⱪimu waⱪit qiⱪmidi. Xunga u ularƣa: — Yürünglar, mǝn bilǝn hilwǝt bir jayƣa berip, birdǝm aram elinglar, — dedi.
32 Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides.
Buning bilǝn ular kemigǝ qüxüp, hilwǝt bir qɵl yǝrgǝ ⱪarap mangdi.
33 Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de.
Biraⱪ nurƣun kixilǝr ularning ketiwatⱪanliⱪini bayⱪap, ularni tonuweliwidi, ǝtraptiki barliⱪ xǝⱨǝrlǝrdin piyadǝ yolƣa qiⱪip, yügürüp, ulardin burun u yǝrgǝ berip yiƣilixti.
34 Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget.
Əysa kemidin qüxüp, zor bir top adǝmni kɵrüp, ularning padiqisiz ⱪoy padisidǝk bolƣanliⱪiƣa iq aƣritti. Xunga u ularƣa kɵp ixlarni ɵgitixkǝ baxlidi.
35 Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket.
Kǝq kirip ⱪalƣanda, muhlisliri uning yeniƣa kelip: — Bu qɵl bir jay ikǝn, kǝq kirip kǝtti.
36 Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og Landsbyer og købe sig noget at spise."
Halayiⱪni yolƣa seliwǝtkǝn bolsang, ular ǝtraptiki kǝnt-ⱪixlaⱪlarƣa berip, ɵzlirigǝ nan setiwalsun; qünki ularda yegüdǝk nǝrsǝ yoⱪ, — dedi.
37 Men han svarede og sagde til dem: "Giver I dem at spise!" Og de sige til ham: "Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede Denarer og give dem at spise?"
Lekin u ularƣa jawabǝn: — Ularƣa ɵzünglar ozuⱪ beringlar, — dedi. Muhlislar uningdin: — Ikki yüz kümüx dinarƣa ularƣa nan ǝkelip ularni ozuⱪlanduramduⱪ? — dǝp soridi.
38 Men han siger til dem: "Hvor mange Brød have I? Går hen og ser efter!" Og da de havde fået det at vide, sige de: "Fem, og to Fisk."
Əysa ularƣa: — Ⱪanqǝ neninglar bar? Berip ⱪarap beⱪinglar, — dedi. Ular ⱪarap baⱪⱪandin keyin: — Bǝxi bar ikǝn, yǝnǝ ikki beliⱪmu bar ikǝn, — deyixti.
39 Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det grønne Græs.
U ularƣa kixilǝrni top-top ⱪilip yexil qimǝndǝ olturƣuzuxni buyrudi.
40 Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på halvtredsindstyve.
Halayiⱪ yüzdin, ǝlliktin sǝp-sǝp bolup olturuxti.
41 Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle.
U bǝx nan bilǝn ikki beliⱪni ⱪoliƣa elip, asmanƣa ⱪarap [Hudaƣa] tǝxǝkkür-mǝdⱨiyǝ eytti, andin nanlarni oxtup, kɵpqilikkǝ tutup berix üqün muhlisliriƣa berip turatti; ikki beliⱪnimu ⱨǝmmǝylǝngǝ tarⱪitip bǝrdi.
42 Og de spiste alle og bleve mætte.
Ⱨǝmmǝylǝn yǝp toyundi.
43 Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene.
[Muhlislar] exip ⱪalƣan nan wǝ beliⱪ parqilirini liⱪ on ikki sewǝtkǝ teriwaldi.
44 Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.
Nanlarni yegǝn ǝrlǝrning sanila bǝx mingqǝ idi.
45 Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han selv lod Skaren gå bort.
Bu ixtin keyinla, u muhlisliriƣa ɵzüm bu halayiⱪni yolƣa seliwetimǝn, angƣiqǝ silǝr kemigǝ olturup, dengizning ⱪarxi ⱪirƣiⱪidiki Bǝyt-Saida yezisiƣa ɵtüp turunglar, dǝp buyrudi.
46 Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for at bede.
Ularni yolƣa seliwǝtkǝndin keyin, u dua-tilawǝt ⱪilix üqün taƣⱪa qiⱪti.
47 Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene på Landjorden.
Kǝq kirgǝndǝ, kemǝ dengizning otturisiƣa yǝtkǝnidi, u ɵzi yalƣuz ⱪuruⱪluⱪta idi.
48 Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende på Søen. Og han vilde gå dem forbi.
U muhlislirining palaⱪni küqǝp uruwatⱪanliⱪini kɵrdi; qünki xamal tǝtür yɵnilixtǝ qiⱪⱪanidi. Keqǝ tɵtinqi jesǝk waⱪtida, u dengizning üstidǝ mengip, muhlisliri tǝrǝpkǝ kǝldi wǝ ularning yenidin ɵtüp ketidiƣandǝk ⱪilatti.
49 Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege.
Lekin ular uning dengizning üstidǝ mengip keliwatⱪanliⱪini kɵrüp, uni alwasti ohxaydu, dǝp oylap quⱪan selixti.
50 Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!"
Qünki ularning ⱨǝmmisi uni kɵrüp sarasimigǝ qüxti. Lekin u dǝrⱨal ularƣa: — Yürǝklik bolunglar, bu mǝn, ⱪorⱪmanglar! — dedi.
51 Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de forfærdedes over al Måde ved sig selv.
U kemigǝ, ularning yeniƣa qiⱪⱪandila, xamal tohtidi. Ular buningdin ⱨoxidin kǝtküdǝk dǝrijidǝ ⱪattiⱪ ⱨǝyran ⱪelixip, nemini oylaxni bilmǝytti;
52 Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med Brødene; men deres Hjerte var forhærdet
qünki ular nan berix [mɵjizisini] tehiqǝ qüxǝnmigǝnidi, ularning ⱪǝlbi bihud ⱨalǝttǝ turatti.
53 Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og lagde til der.
Ular dengizning ⱪarxi tǝripigǝ ɵtüp, Ginnisarǝt degǝn yurtta [ⱪuruⱪluⱪⱪa] qiⱪip, kemini baƣlap ⱪoydi.
54 Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks.
Ular kemidin qüxüxi bilǝnla, [halayi’ⱪ] uni dǝrⱨal tonuwelip,
55 Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var.
ǝtraptiki ⱨǝmmǝ jaylarƣa yügürüxüp bardi wǝ «U palanqi yǝrgǝ qüxüptu» dǝp anglixi bilǝnla, bimarlarni zǝmbilgǝ selip, xu yǝrgǝ [uning aldiƣa] elip berixti.
56 Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller Gårde, lagde de de syge på Torvene og bade ham om, at de måtte røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte.
U mǝyli yeza, mǝyli xǝⱨǝr yaki ⱪixlaⱪlarƣa barsun, hǝlⱪ aƣriⱪlarni bazarlarƣa elip qiⱪip yatⱪuzatti; ular uningdin aƣriⱪlar ⱨeq bolmiƣanda sening yepinqangning pexigǝ bolsimu ⱪolini tǝgküzüwalsaⱪ dǝp ɵtündi. Uningƣa ⱪolini tǝgküzgǝnlǝrning ⱨǝmmisi saⱪaydi.
