Lukas 20
1 Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
Sûnkhat chu Jisua'n Biekina mingei a minchua, Thurchi Sa a misîr pe ngei lâiin, Ochaisingei, Balam minchupungei le upangei an honga,
2 Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"
a kôma, “Tu rachamin mo hi sin ngei hih no tho, tumo rachamneina nang a pêk?” miril roh an tipea.
3 Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
Jisua'n an kôma, “Kei khom chong inkhat nangni rekel rong. Ni ril roi,
4 Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"
John han, Pathien rachamin mo, miriem rachamin mo mi a Baptis ngâi?” a tia.
5 Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
An thenin an inkhala, “Imo ie ti rang? Pathien rachamin, ei ti lakin, itho mo John hah nin iem loi? mi tîng a ta.
6 Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet."
Miriem rachamin ei ti lakin, hi mipui ngei hin lungin mi dêng an tih, John hah dêipu ani itia an pom sikin, an tia.
7 Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
Masikin, riet mak meh” tiin an thuona.
8 Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."
Hanchu, Jisua'n an kôma, “kei khomin tu rachamin mo hi sinngei hih ko tho nangni ril uol no ning,” a tia.
9 Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.
Jisua'n hi chongmintêk hi mipui ngei a rila, “Mi inkhatin grape ruhuon a thoa, a donsûingei kôma a chuon inlo rangin a pêka, asôtzan va châm rangin ram danga a sea.
10 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
Hanchu grape ramal zora a hong nîn chu a changtum lâk rangin a enkolngei kôma a tîrlâm inkhat a tîra. A enkolngeiin, a tîrlâm hah an jêma, kut korongin an min se nôka.
11 Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
Hanchu, tîrlâm dang a tîr nôka, ama khom hah an lei jêma, mâimôk ânsak bita, kut korongin an tîr nôka.
12 Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.
Tîrlâm dang, a inthumna a tîr nôka, ama khom hah an lei mophop nenga, an vôrpaia.
13 Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
Masuole chu grape ruhuon pumapa han, ‘Inmo ko tho rang ani zoi?’ ka nâi moroitak tîr ka ta, ama chu lei jâ ngêt an tih, a tia.
14 Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
Hannisenla, ruhuon enkolpungei han an lei mu lehan, ‘Hi mi hih a pumapa nâi ani. That ei ti u, hanchu a rochon ei ta nîng a tih’ tiin an inruola
15 Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
Hanchu ruhuon pêntieng an kelsuoa, an that zoia. Jisua'n, ‘A pumapa han ruhuon enkolpungei hah imo lo ta nih?’” a tia.
16 Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"
“Hong a ta, ha mingei hah that a ta, grape ruhuon hah a enkolpu dangngei pêk a tih,” a tia. Ha chong hah an rieta anîn chu, “Madôrpa chu tho noni ngei nga” an tia.
17 Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
Jisua'n a en ngeia, an kôma, “Lekhabu'n ai ti hih imo atina? In sin ngeiin an hengpai mangmunboia an ibe hah, a kila lung kâmomtak a chang zoi,” iti hih.
18 Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."
“Tutu ha lung chunga inpal kai chu koichit an ta, ha lungin a dêng ngei vângchu innôi indichit an tih,” a tia.
19 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
Balam minchupungei le Ochaisingeiin ma mun renghan Jisua sûr kelen rang an bôka. Hi chongmintêk hih anni demna ani iti an riet sikin. Ania, mipui laka an chia.
20 Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
Masikin chuminrên an roka, isûra, racham le ranak dônpu Rom Governor kuta an pêk theina rangin mi senkhat misa anga inlêma, Jisua enrichik rangin mi an tîra.
21 Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
Mangei han a kôma, “Minchupu, ni ti ngei le ni minchuna ngei hih adik. Tute zenuol nei loiin Pathien lungdo chongtak ni minchu ngâi iti kin riet.
22 Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
Hanchu, Rom Rêng Caesar kôma chôiruol kin chôi hih ei balamin ani mo, ni mak mo? Mi ril roh” an tia.
23 Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig?
Hannisenla an boti hah a rieta.
24 Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens."
An kôma, “Sumdâr hah ni min en ta u, tu rimil le tu riming mo a chuong?” a tia. Anni han, “Rom Rêng, Caesar,” an tia.
25 Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er."
Mahah anîchu, “Caesar ta chu Caesar pêk ungla, Pathien ta chu Pathien pêk roi hana,” a tia.
26 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
Hanchu, mipui makunga ite chong achâina sûr mak ngeia, a chongthuon lam hah an kamâma, an dâirek zoi.
27 Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
Hanchu Saducees senkhat, inthoinôkna omak ti ngâi ngei an honga, Jisua kôma,
28 "Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
“Minchupu, Moses'n, tukhomin a lâibungpân lômnu nei senla, nâi nei loiin thi ta rese, a nâipa'n, ha nupang hah luo nôkin a ulienpa richi rang a min nei rang ani, tiin a mizieka.
29 Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
Voikhat chu, urêng pasal sari an oma, a ulientakin lômnu a neia, nâi nei loiin a thia.
30 Ligeså den anden.
A innik nân ma nupang hah a luo nôka,
31 Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
a inthum nân a luo nôka, ha angdêna han a sarina dênin an luoa, nâi nei loiin an thi rieia.
32 Men til sidst døde også Hustruen.
Anûktaka nupangnu khom hah a thi zoia.
33 Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru."
Inthoinôk tikin te atu lômnu tak mo ai ni rang ani zoi? An urêngin laka lômnûn an nei chita,” tiin an rekela.
Jisua'n “Atûnlai mingei an innei ngâi, (aiōn g165)
35 men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn g165)
Hannisenla, thina renga inthoinôk theiruo ngei le zora la hong ranga lêng theiruo ngei chu lômnu lômpa innei khâi noni ngei. (aiōn g165)
36 Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
Vântîrtonngei angin om an ta, thi thei khâi noni ngei. Thina renga an inthoinôk zoi sikin, Pathien nâingei nîng an ti zoi.
37 Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
Moses khomin ânthârlakin athia ânthoinôk rang roi chu chîmbuk akânga han Pumapa chu ‘Abraham Pathien, Isaac Pathien, le Jacob Pathien’ tiin a rila.
38 Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle."
Ama chu aring ngei Pathien ania, athi ngei Pathien nimak, ma taka han chu mi murdi an ring let sikin,” a tia.
39 Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel."
Balam minchupu senkhatin, “Minchupu, nu thuona adik” an tia.
40 Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
Masuole chu ite rekel ngam khâi mak ngei.
41 Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
Jisua'n, Messiah hih inmo David Nâipasal ani thei rangtie?
42 David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
David lele han Lapuibua, “Pumapa han ku Pumapa kôm, Ka changtieng insung roh;
43 indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
Na râlngei ki sirphân Ka dar mâka chu” a tia.
44 Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
“David lele khomin ‘Pumapa’ a ti rêka, hante inmo Messiah hah David suonpâr ani thei rangtie,” a tia.
45 Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
Lokongei chong an rangâi lâiin, a ruoisingei kôma,
46 "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,
“Balam minchupungei renga singthei roi. Kâncholiinchuol inhaka lêng an nuom ngâia, bazar muna chubai inmûk, Synagog-a sukmun hoi, ruolhoi jôla sukmun asa ngên ngâi anni.
47 de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."
Meithâingei sum an sâka, mi huongnân sôt tatak an chubai ngâi; ha ngei han an tuong rang na uol a tih,” a tia.
