Lukas 15
1 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham.
Sûnkhat chu sumrusuongpungei mi tamtak le mi nunsiengei Jisua kôm chong rangâi rangin an honga.
2 Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne tager imod Syndere og spiser med dem."
Phariseengei le Balam minchupungeiin, “Hi mi hin, mi nunsiengei a modôma, munkhatin sâk khom an sâkpui ngâi,” tiin an chiera.
3 Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:
Masikin, Jisua'n hi chongmintêk hih a rila.
4 "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
Nin kâra inkhatlam hin belri razakhat nei ungla, inkhat inmang senla imo a tho rang? Sômkuoleikuo hah sûla mâng a ta, ânmang hah aman mâka rok noni mo?
5 Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med Glæde.
A manin chu râisân takin a dâra hong ruputin a ina hongpui a tih.
6 Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Får, som jeg havde mistet.
Hanchu a ruolngei, a bungmingei koitûp a ta, ke belri inmang ka man nôk zoia, ka râiasân. Masikin, râisânna mi tho pui roi tîng a tih.
7 Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.
Ma anghan, nangni ki ril, mi sômkuoleikuo insîr nâng khâiloi ngei nêkin mi nunsie inkhat insîr sikin invâna râisânna a om uol ngâi.
8 Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den?
Nupang inkhatin sumdâr sôm nei senla, inkhat minmang senla, imo tho ni? Châti mochokin a in phiet a ta, a man nôk mâka takintâi takin rok a tih.
9 Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt.
A man nôkin chu a chamnungei le a bungmingei koitûp a ta, an kôma, ku sumdâr minmang ka man nôk zoi ka râiasân, râisânna mi thopui roi tîng a tih.
10 Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig."
Nangni ki ril, ma anghan mi nunsie inkhat insîr sikin Pathien vântîrtonngei an râiasân ngâi.
11 Men han sagde: "En Mand havde to Sønner.
Jisua'n, “Mi inkhatin nâipasal inik a neia;
12 Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem.
nâipang uolin a pa kôma, ‘O, pa rochon ka chang rangtum chu atûn mi pêk ta roh,’ a tia. Hanchu, a rochon hah a nâingei an ruonin a sem pe ngeia.
13 Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned.
A nâipang uol han, sûntomte suole chu a changtum murdi a juora a lâk rieia. Hanchu a in mâkin ram lataka a sea, nuomninga omin a sum a hekpe zoia.
14 Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
Hanchu, a sum a hekpe suole chu, ha rama han mâitâm achula, ite sâk rang nei khâi maka.
15 Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin.
Hanchu, ha rama mi inkhat ava pana, ama han a vokngei enkol rangin a loia a tîra.
16 Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde; og ingen gav ham noget.
Vokngei sâk ngâi bê hôkngei sâk rangin a ôi zoia, ania, tutên ama a sâk rang pêk mak ngeia.”
17 Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger.
“Nangkana, a honng inrietsuok le chu, ‘Ka pa ina inlo mingei bu nêk zoiloi pêna a nei intam tia laka, kei lakate hin vonchâmin ki thi rang na!
18 Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig,
Inthoi ka ta ka pa kôma se nôk ki tih, a kôma, O pa, Pathien chunga le nangma chunga ku nunsie zoi.
19 jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere!
Na nâia be rangin luo chuk khâi mu-ung, no kôma inlo mi inkhat angin mi be ta roh,’ tîng ki tih,” a tia.
20 Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham.
“Hanchu ânthoia, a pa kôma a se zoia. Lâtaka a la om lâiin a pa'n a lei mua, lungkham amu oka, a tâna, a kola, a tuma.
21 Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
Hanchu, ‘O pa, Pathien chunga le nangma chunga, ku nunsie zoi, na nâia be rangin chuk khâi mu-ung,’ a tia.
22 Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og Sko på Fødderne;
Hannisenla a pa'n, a suokngei kôma, Innot takin rovo satak min hak roi, a kutruola kutsabi minbun ungla, a kea kekok minbun roi.
23 og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige!
Serat tuoi sa tak that ungla, râisânna ruolhoi sâk ei tih.
24 Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!
Hi ka nâipasal hih, a thia ân thoinôk ani; ânmanga man nôk ani,” a tia. Hanchu râisânna ruolhoi an phut zoi.
25 Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans.
Hanchu a nâi ulien uolpu chu loia a oma, in a hongtung rangin chu, berlem miring le lâm rahang a rieta,
26 Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var?
Hanchu tîrlâm inkhat a koia, Imo ani zoi? tiin a rekela.
27 Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen.
Hanchu, a kôma, “Na nâipa a hongkîr nôka, nin pa'n a ring a dama amu nôk sikin râisânnân serat tuoi thâitak a thata, ruolhoi a tho ani,” a tipea.
28 Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og bad ham.
Hanchu, a ulienpa chu a taksi sabaka, ina khom lût nuom khâi maka, hanchu a pa a hongsuoka, a methêma.
29 Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner.
Ania a pa kôma, “En roh, hi ten kum hih nata rangin tîrlâm sinin ki sina, no chong khom jôm loiin om ngâi mu-ung. Ania imo mini pêk ngâia? Ka malngei leh ruolhoi thona rangin, kêlte luo mi pêk ngâi mak che.
30 Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham.
Hannisenla, hi na nâi norchon notizuorngei kôma ânchêk suole a hongkîr nôkin chu, serat tuoi thâitak na thatpui,” a tia.
31 Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit.
A pân a kôma, “ka nâipasal ko kôma omtit kêng nini, ki nei murdi hih nata kêng.
32 Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden."
Ania, râisâna ei mang rang kêng ani, na nâipa hih a thia a ring nôk kêng ani, ânmanga ei man nôk ani sikin,” a tipea.
