Lukas 11
1 Og det skete, da han var på et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, da han holdt op: "Herre! lær os at bede, som også Johannes lærte sine Disciple."
Saasiit hah esiit ni Jisu ih rangsoomta. Eno erah thoonsoom adi, heliphante wasiit ih heh suh baatta, “Teesu, seng suh rangsoom nyoot he, Joon ih heliphante loong suh kanyootta likhiik ah.”
2 Da sagde han til dem: "Når I bede, da siger: Fader, Helliget vorde dit Navn; komme dit Rige;
Jisu ih baat rumta, “Sen ih rangsoom an doh, ame jeng an: ‘Ewah: An men esa ah toomphoong ho; an Hasong toom raaha.
3 giv os hver dag vort daglige Brød;
Seng suh roijang phaksat ah kohe.
4 og forlad os vore Synder, thi også vi forlade hver, som er os skyldig; og led os ikke i Fristelse!"
Seng rangdah ah biin anaan he, seng ih uh seng damdi thetreete loong ah biin anaan et ih. Eno seng thisusuh ih nak phate thuk he.”
5 Og han sagde til dem: "Om nogen af eder har en Ven og går til ham ved Midnat og siger til ham: Kære! lån mig tre Brød,
Eno Jisu ih heliphante suh baatta, “Jengthaak ah sen jiiwah nok nah mottom doh kah anno taat suh kah thaak an, ‘Nga jiiwah ngah suh baanlo loojom than nam kohang.
6 efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har intet at sætte for ham;
Nga nok ni nga jiiwah wen nawa amadi thok hala, eno ngah di phaksat heh suh kottheng taan uh tajeeweeka!’
7 og hin så svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær; Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg kan ikke stå op og give dig det:
Eno jengthaak ih an jiiwah rah ih nokmong nawa ih toom ngaakbaat thaak ho, ‘Nak paklak raahang! Kaasak ejen tangsak etang, seng nga saloong ejen jup eli. An suh tumjaat kot suh uh, tajen saat kang.’
8 da, siger jeg eder, om han end ikke står op og giver ham det, fordi han er hans Ven, så står han dog op for hans Påtrængenheds Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til.
Eno bah mamah angtheng ah? Ngah ih baat rumhala an jiiwah mendi heh ih baanlo ah tajen kotaho, ang abah uh an ih larakri thang ih laat suruh et ubah heh saat ano an ih tumjih sutu erah ekot eho.
9 Og jeg siger eder: Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder.
“Erah raang ih ngah ih baat rumhala: Cheng et uh, eno ba an choh uh; ejam et uh, eno bah an ih chojam uh, erah damdoh erengdok et uno ba an suh kaasak ah daap koho.
10 Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.
Tumeah o ih cheng ah erah mih choh ah, erah dam ih o mina ih jam ah erah ih chojam ah, nyia kaasak ah o ih rengdok ah erah suh ba daap koh ah.
11 Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, når han beder om Brød, eller når han beder om en Fisk, mon han da i Stedet for en Fisk vil give ham en Slange?
Sen heh wah angte loong ah ih sen sah ih nyasi suh handi pu ni koh an?
12 Eller når han beder om et Æg, mon han da vil give ham en Skorpion?
Adoleh wotih suh hanbah siingngaangraang ni koh an?
13 Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligånd til dem, som bede ham!"
Tumthan ih thih ubah uh, an sah suh ese jih ah mamet kottheng abah ejat et hu. Erah ang abah, rang niiwa sen Wah rah ih tang, Esa Chiiala ah tumthan ehan koh ah o ih heh dowa chengha asuh ah!”
14 Og han uddrev en ond Ånd, og den var stum; men det skete, da den onde Ånd var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede sig.
Jisu ih engong juungbaan ah dokphanta, eno juungbaan ah doksoon kano, engong ah phang dongjengta. Eno miloong ah paatja ih rumta,
15 Men nogle af dem sagde: "Ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste, uddriver han de onde Ånder."
enoothong mararah mina ih li rumta, “Arah bah Beljibul boh ah juungbaan loong luungwang rah ah, heh suh neng jen dokphan theng chaan kotcho boh ah.”
16 Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen.
Rukho loong ah ih Jisu heh matjoot chungta, erah thoi ih neng ih heh suh epaatjaajih Rangte reeraang ah noisok he ih baat rumta.
17 Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder over Hus.
Ang abah uh Jisu ih jat etta neng ih tumjih thunha rah loong ah, eno li rumta, “Marah deek akaan neng chamchi ni pheetong ano rookmuila loong ah roitang tatongka; changka siit ah pheerook ano tong abah ethet eah.
18 Men hvis også Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes skal hans Rige da bestå? Thi l sige, at jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul.
Erah raang ih juungbaan hasong adoh uh neng chamchi nah pheerook ano tong abah, mamah jen ih chengtong ah? Sen ih li hali ngah ih juungbaan dokphan hang chaan ah Beljibul luungwang ih koha eah.
19 Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere.
Ngah ih dokphan hang ah emah ang abah, sen liphante loong ih mamet dokphanta? Sen liphanteete loong ih jatthuk ha sen ah emoong lan eah!
20 Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til eder.
Emah tah angka, arah bah Rangte Chaan nawa ih Chiithih laakhah loong dokphan hang, eno erah ih jatthuk halan Rangte Hasong ah sen reeni jen thok ih taha eah.
21 Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i Fred.
“Maradoh tathat mina ih, helang hepah pan ih, heh nok ah ban sok abah, heh damdi tumjih jeela loong ah pi eah.
22 Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og uddeler hans Bytte.
Enoothong heh nang ih tathat wahoh ih mok we jen abah, heh laalom theng helang hepah loongtang soonpi ano pheekokaat ah.
23 Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.
“O mina nga miksukte loong ah nga raangtaan tah angka; o mina ih nga tachosok rang erah loong ah phaangjaang eah.
24 Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af.
“Laathih ah mina sak nawa doksoon ano, deek akaan hookpakpak adoh heh naangtong theng jam sokkah ah. Eno heh ih esiit uh lachoh jamka bah heh ih heh teeteewah suh li ah, ‘Nga nok nah ngaakwang ang.’’
25 Og når den kommer, finder den det fejet og prydet.
Eno heh ngaak wang ano nok ah saachamcham khookham cho et tupwang ah.
26 Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første."
Eno we ngaak kah ano heh damdoh laathih sinet boot poonkah ah heh nang ih uh ethithoon ang arah ah, eno neng erah nok adoh tongwang ah. Eno bah erah mina ah jaakhoh nawa nang ih ehanthoon ih thih arah ang ah.”
27 Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: "Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede."
Jisu erah baatta adi, midung ni minuh esiit jengta eno Jisu suh baatta, “Tumthan tenroonjih ah an dongtupte nyi an koonchaate rah ah!”
28 Men han sagde: "Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det."
Enoothong Jisu ih ngaakbaatta, “Erah thaknang ih bah, tumthan tenroonjih ah o mina ih Rangte jeng ah chaat ano kap ete loong rah ah!”
29 Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: "Denne Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet Tegn gives den uden Jonas's Tegn.
Miloong ih Jisu ah kookchap rum adi, heh ih liirumta, “Ahaangwa mina loong ah tumthan ethih ah! Neng ih epaatjaajih cheng rum halang, enoothong epaatjaajih o suh uh takokang Joona suh kotang aju ang ah.
30 Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Niniviterne, således skal også Menneskesønnen være det for denne Slægt.
Khowah Joona ah Ninewe mina loong raangtaan suh nyootsok theng angta likhiik, mina Sah rah uh ahaangwa mina loong raangtaan ih nyootsok theng ang ah.
31 Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
Dande sa doh wangchaanuh Siba ih ahaangwa mina loong ah chamnaang thuk han, tumeah heh ah hedeek nawa luungwang Solomon jatwah jengkhaap chaat thok hala; eno ngah ih baat rumhala Solomon nang ih elong ah aani.
32 Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas.
Dande sa doh Ninewe mina loong ih sen ah chamnaang thuk et han, tumeah neng ah rangdah nawa ngaaklek eta Joona ih Rangte tiit baatta ah kap rum ano ah; eno ngah ih amiimi tiit baat rumhala adi Joona nang ih uh elong ah seng damdi!
33 Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under Skæppen, men på Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se dets Skin.
“O ih uh weetook ah kaangtook ano tekmong nah tahuthiinka; erah nang ih bah, hethiin thengnah ba thiin ah, eno ba nokmong ni wangte mina ah khom kaangtook ah.
34 Dit Øje er Legemets Lys; når dit Øje er sundt, er også hele dit Legeme lyst, men dersom det er dårligt, er også dit Legeme mørkt.
Sen mik ah sen sak raangtaan ih weephaak likhiik. Sen mik ah ese ang abah, sen sakpuh weephaak ang ah; enoothong sen mik ah laseeka bah, sen sakpuh ah laamang nah ang ah.
35 Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.
Naririh ih thun an, erah ang abah, sen sak nawa weephaak ah laamang maamok angja oh.
36 Dersom da hele dit Legeme et lyst, så at ingen Del deraf er mørk, vil det være helt lyst, som når Lyset bestråler dig med sin Glans."
Sen sakputang ih weephaak nah ang abah, sen sak marah nah uh laamang tah angka, kaangjaaja ba ih phaak ah, weetook ih kaangtook ho di kah ang ah likhiik ah.”
37 Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise Middagsmåltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords.
Jisu ih tiit ah thoonbaat kano, Pharisi wasiit ih heh nok ni phaksat poonta; eno heh phaksat suh roongtong kata.
38 Men Farisæeren forundrede sig, da han så, at han ikke toede sig først før Måltidet.
Jisu ih laktiimuh ih phaksah arah sok ano Pharisi ah paatja eta.
39 Men Herren sagde til ham: "I Farisæere rense nu det udvendige af Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab.
Eno Teesu ih heh suh liita, “Eno bah, Pharisi sen loong ih bah sen khuung akhaak nyia sen lokkep khaplang ah rangkhoh ah ba saachot han, enoothong sen mong ni bah changrook nyia ethih loong tenthun ah meela.
40 I Dårer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke også det indre?
Thungko ah loong! Rangkhoh hoonte wah Rangte ih, heh mong uh heh ih tanih hoonta?
41 Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, så ere alle Ting eder rene.
Enoothong sen lokkep nyi tek akhuung ni tumjih jeela rah changthih suh koh anbah, jirep ah an suh esa we ih hoon ah.
42 Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og alle Hånde Urter og forbigå Retten og Kærligheden til Gud; disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.
“Tumthan echoojih ang ah sen Pharisi loong asuh ah! Sen ih Rangte suh hekuung di khokileeso asih thiik uh ekot et han, jengthaak ih pochiina erah damdi uh jaat hoh mesih chaangtiik anep kohan, ang abah uh sen Rangte minchan nyia sen epun tenthun ah maat haat et han. Sen ih erah loong ah, marah uh lamaat haat thang ih reejih.
43 Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i Synagogerne og Hilsenerne på Torvene.
“Tumthan echoojih ang ah sen Pharisi loong asuh ah! Sen ih rangsoomnok ni tongtheng ese ah ban thiin thuk suh nook lan, eno thaangsang thengnah uh mirep ih soomtu suh nook lan.
44 Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som gå over dem, vide det ikke."
Tumthan echoojih ang ah sen suh ah! Sen loong ah mangbeng theng ni lajat thang ih khoomte mina loong likhiik.”
45 Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: "Mester! idet du siger dette, forhåner du også os,"
Hootthe Nyootte wasiit ih heh suh liita, “Nyootte, an ih erah jenglu adi seng nep wak kaanju hali!”
46 Men han sagde: "Ve også eder, I lovkyndige! thi I lægge Menneskene Byrder på, vanskelige at bære, og selv røre I ikke Byrderne med een af eders Fingre.
Jisu ih ngaakbaatta, “Sen Hootthe nyootte loong raangtaan ih uh tumthan echoojih ang ah! Sen ih mih tamkhoni huijih ah lajen huitheng et huthuk han, eno sen ih neng huijih ah roong chaang hui suh sen laktiik taan uh tajanghaat kan.
47 Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem ihjel.
Tumthan echoojih ang ah sen suh ah! Sen ih khowah loong mangbeng theng ah jaaseemoong ih hoonhan—erah khowah loong ah ih senwih sente tek haatte lek ang kano ah.
48 Altså ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de sloge dem ihjel, og I bygge.
Sen ih sen teeteewah ih noisok han, senwih sente tumjih reeta rah ah; neng ih khowah loong tek haat et rumta, eno sen ih neng mangbeng nok loong ah hoonkoh han.
49 Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og forfølge,
Erah thoih Rangte mongtham ese rah ih liita, ‘Ngah ih neng suh khowah nyia kongphaak baatte loong daapkaat ang; eno neng ih rukho ah tek haat rukho ah echamnaang toom et rum ah.’
50 for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt,
Erah raang ih amah dowa mina loong asuh chamchojih ang ah teewah haphangsong di khowah loong tek haat rumta thaang rah ah,
51 fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne Slægt.
Abel phangtek haat rumta dowa ih Jekaria tek haat rumta tuk ih, marah Roomthong nyi Esa hah chamchi ni tek haatta rah ah. Elang eah, ngah ih baat rumhala, ahaangwa mina loong ah erah loong thaang ah cham thuk rum ah!
52 Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv ere I ikke gåede ind, og dem, som vilde gå ind, have I forhindret."
“Tumthan echoojih ang ah sen Hootthe nyootte loong asuh ah! Sen ih thung atak kaasak laang theng chaabi ah sen lak ni thiinhan; erah di sen teeteewah uh tawangkan, eno mihoh taat wangkah bah uh sen ih tanghaam et han!”
53 Og da han var gået ud derfra, begyndte de skriftkloge og Farisæerne at trænge stærkt ind på ham og at lokke Ord af hans Mund om flere Ting;
Jisu erah dowa dokkhoom kata, Hootthe nyootte nyi Pharisi loong ih heh ah ethih ethih ih chikram rumta eno jaatrep jengkhaap cheng rumta,
54 thi de lurede på ham for at opfange noget af hans Mund, for at de kunde anklage ham.
heh jeng lasah moong jengla, mat et joh suh ih thun rum ano ah.
