Klagesangene 5
1 HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel!
Kom i hug, Herre, kor det er med oss! Skoda etter og sjå, kor me er svivyrde!
2 Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.
Vår arv er komen åt framande, våre hus åt utlendske menner.
3 Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.
Farlause er me vortne, hev ikkje far. Møderne våre er som enkjor.
4 Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde.
Me lyt kjøpa det vatnet me drikk, vår ved lyt me betala.
5 Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.
Våre forfylgjarar hev me på halsen; me er trøytte, fær ikkje kvild.
6 Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød.
Til Egyptarland rette me hand, til Assyria, vilde mettast med brød.
7 Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.
Våre feder synda, dei er burte, me lyt bera deira misgjerningar.
8 Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem.
Trælar er våre herrar, og ingen riv oss ut or deira hand.
9 Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.
Me søkjer vårt brød med livsens fåre for sverdet i øydemark.
10 Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.
Vår hud er glodheit som omnen, for svolten som gneg og brenn.
11 De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.
Kvende hev i Sion dei skjemt, møyar i byarne i Juda.
12 Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.
Hovdingar hengde dei med si hand, gamle viste dei ikkje vyrdnad.
13 Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.
Ungmenne laut bera kverni, og gutar seig ned med vedbyrdi på.
14 De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.
Dei gamle sit ikkje lenger i porten, dei unge ikkje meir med sitt strengespel.
15 Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.
Det er slutt med vår hjartans gleda, vår dans er umsnudd til sorg.
16 Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
Kransen er fallen av vårt hovud; usæle me, at me hev synda!
17 Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:
Difor er hjarta vårt sjukt, di so er augo våre dimme -
18 For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.
for Sions fjell som ligg audt, der renner no revar ikring.
19 Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone.
Du, Herre, sit æveleg konge, frå ætt til ætt stend din kongsstol.
20 Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage?
Kvi vil du oss æveleg gløyma, ganga frå oss dagarne lange?
21 Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!
Vend oss, Herre, til deg, so kjem me; nya upp att våre dagar frå gamalt!
22 Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?
For du kann vel ikkje reint ha støytt oss burt, vera so ovleg harm på oss.
