Klagesangene 4

1 Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!

Taukiri e! tona haumarurutanga o te koura! tona putanga ketanga o te koura parakore, tino pai! Kua ringihia nga kohatu o te wahi tapu ki te ahunga mai o nga ara katoa.

2 Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk

Ko nga tamariki a Hiona, ko nga mea papai, i rite nei ki te koura parakore, taukiri e! kua kiia ratou he haka oneone, he mea hanga na nga ringa o te kaipokepoke.

3 Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.

Ko nga kirehe mohoao nei hoki, e tukua iho ana te u e ratou, e whakangotea ana e ratou a ratou kuao: kua taikaha te tamahine a toku iwi, kua rite ki nga otereti o te koraha.

4 Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem.

Piri ana te arero o te tamaiti ngote u ki te ngao o tona mangai i te hiainu: e tono ana nga kohungahunga i te taro ma ratou, heoi kahore he tangata hei whatiwhati atu ma ratou.

5 Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet.

Ko te hunga i kai i nga mea papai, kei te noho mokemoke i nga ara: ko te hunga i whakatupuria i roto i nga kakahu ngangana, kei te awhi i nga puranga paru.

6 Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.

No te mea ko te he o te tamahine a toku iwi nui atu i te hara o Horoma, i hurihia ohoreretia ra i mua, kahore hoki he ringa i u ki a ia.

7 Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;

Ko ona rangatira pai atu i te hukarere te pokekore, ma atu hoki ratou i te waiu, puwhero ake o ratou tinana i nga rupi, orohina ake ratou ki te oro o te hapaira.

8 mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ.

Mangu iho to ratou mata i tetahi ngarahu; kahore ratou e mohiotia i nga ara: piri tonu o ratou kiri ki o ratou wheua; kua memenge, kua rite ki te rakau.

9 Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.

Ko te hunga i patua e te hoari, pai ake to ratou i to te hunga i patua e te hemokai; no te mea ka honia noatia enei, ka werohia, he kore hoki no nga hua o te mara.

10 Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.

Ko nga wahine, ko te hunga aroha, kei te kohua i a ratou tamariki ki o ratou ringa: he kai era ma ratou i te wawahanga o te tamahine a toku iwi.

11 HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød, han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den.

Kua whakapaua e Ihowa tona riri nui, kua ringihia mai e ia tona riri nui; kua tahuna hoki e ia he ahi ki Hiona, na reira i pau ai ona turanga.

12 Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte.

Kihai i whakapono mai nga kingi o te whenua, kihai ano hoki nga tangata o te ao, tera te hoariri raua ko te hoa whawhai e tomo mai ki nga kuwaha o Hiruharama.

13 Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod.

I pera ai he hara no ona poropiti, he he no ona tohunga kua whakaheke nei i nga toto o te hunga tika ki waenganui ona;

14 De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres.

E kopikopiko ana ratou ano he matapo i nga ara; kua poke ratou i te toto, te pa ai te tangata ki o ratou kakahu.

15 "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"

I karanga ratou ki a ratou; Haere atu, e poke ana; haere atu, haere atu, kei pa; i to ratou whatinga, i a ratou e atiutiu noa atu ana, i ki nga tangata i roto i nga tauiwi, Kahore he nohoanga iho mo ratou ki konei.

16 HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter.

Kua wehewehea ratou e te riri o Ihowa: e kore ia e titiro ki a ratou i muri nei: kihai ratou i whakaaro ki nga kanohi o nga tohunga, kihai i manako ki nga kaumatua.

17 End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.

E matawaia tonu ana o tatou kanohi i tatou e titiro ana ki te awhina tekateka noa mo tatou: i a tatou e tiaki atu ana, i whanga noa tatou ki te iwi e kore e whakaora.

18 De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.

E whaia ana e ratou o tatou hikoinga, te haere ai tatou i o tatou waharoa: kua tata to tatou whakamutunga, kua rite o tatou ra; no te mea kua tae mai to tatou whakamutunga.

19 Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen,

Nui atu te tere o o tatou kaiwhai i to nga ekara o te rangi: i arumia tatou e ratou i runga i nga maunga; i whanga mai ano ratou ki a tatou i te koraha.

20 vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.

Ko te manawa o o tatou pongaponga, ko ta Ihowa i whakawahi ai, i mau ki roto ki a ratou rua; i ki ra tatou mona, Ma tona taumarumarunga iho ka ora ai tatou i roto i nga tauiwi.

21 Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken.

Kia hari, kia koa, e te tamahine a Eroma e noho na i te whenua o Uhu; ka tae atu ano te kapu ki a koe; ka haurangi koe, ka whakarere ano koe i ou kakahu.

22 Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.

Kua rite te whiu mo tou he, e te tamahine a Hiona; heoi ano tana whakaraunga i a koe: ka whiua e ia tou he, e te tamahine a Eroma, ka hurahia ano e ia ou hara.