Klagesangene 3
1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
Mene ɔbarima a mahunu amane wɔ nʼabufuo abaa ano.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
Wapam me afiri ne ho ama manante sum mu na ɛnyɛ hann mu;
3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
Ampa ara wama nsa so atia me mpɛn bebree, ɛda mu nyinaa.
4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
Wama me wedeɛ ne me nam anyini Na wabubu me nnompe.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
Waka me ahyɛ mu, ɔde nwononwono ne ahokyere atwa me ho ahyia.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
Wama matena esum mu sɛ wɔn a wɔawuwu dada no.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
Wato ɔfasuo atwa me ho ahyia enti mentumi nnwane; wagu me nkɔnsɔnkɔnsɔn ama matɔ baha.
8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Mpo sɛ mefrɛ anaasɛ mebɔ mpaeɛ srɛ mmoa a ɔsi me mpaeɛbɔ ano.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
Ɔde abotan asi me ɛkwan; wama mʼakwan ayɛ kɔntɔnkye.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
Te sɛ sisi a ɔda hɔ retwɛn, te sɛ gyata a watɛ,
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
ɔtwee me firi ɛkwan no mu dwerɛɛ me na ɔgyaa me a menni mmoa biara.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
Ɔkuntunuu ne tadua mu na ɔde ne bɛmma kyerɛɛ me so.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
Ɔde bɛmma a ɛfiri ne kotokuo mu hwiree mʼakoma mu.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
Meyɛɛ asredeɛ maa me nkurɔfoɔ nyinaa; wɔto akutia nnwom de di me ho fɛ ɛda mu nyinaa.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
Ɔde nhahan nwononwono ahyɛ me ma. Wama me bɔnwoma anom.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
Ɔde aboseaa abubu me se; na watiatia me so wɔ mfuturo mu.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
Wɔama asomdwoeɛ abɔ me; na mewerɛ afiri yiedie.
18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
Enti mese, “Mʼanimuonyam asa, deɛ mede mʼani too so Awurade mu no nyinaa.”
19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
Mekae mʼamanehunu wɔ mʼakyinkyini mu, nwononwono ne bɔnwoma mu.
20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
Mekae yie, na me kra aboto wɔ me mu.
21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
Nanso, mekae yei ne saa enti, mewɔ anidasoɔ.
22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
Awurade dɔ kɛseɛ enti yɛnnsɛeɛ. Nʼayamhyehyeɛ nni hwammɔ.
23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
Ɛyɛ foforɔ anɔpa biara; wo nokorɛdie yɛ kɛseɛ.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
Meka kyerɛ me ho sɛ, “Awurade yɛ me kyɛfa, enti mɛtwɛn no.”
25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
Awurade yɛ ma wɔn a wɔn anidasoɔ wɔ ne mu, onipa a ɔhwehwɛ noɔ no;
26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
Ɛyɛ sɛ wɔyɛ komm de twɛn Awurade nkwagyeɛ.
27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
Ɛyɛ ma ɔbarima sɛ ɔsoa kɔnnua no wɔ ne mmeranteɛ ɛberɛ mu.
28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
Ma ɔntena ase komm, ɛfiri sɛ Awurade de ato no so.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
Ma ɔmfa nʼanim nsie wɔ mfuturo mu, ebia anidasoɔ wɔ hɔ.
30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
Ma ɔmfa nʼafono mma deɛ ɔpɛɛ sɛ ɔbɔ no na ɔnhyɛ no aniwuo.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
Na Awurade nto nnipa ntwene koraa.
32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
Ɛwom, ɔde awerɛhoɔ ba deɛ, nanso ɔbɛnya ayamhyehyeɛ. Ne dɔ kɛseɛ no to rentwa da.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
Ɔfiri amemenemfe mu de amanehunu anaa awerɛhoɔ brɛ nnipa mma.
34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
Sɛ wɔde wɔn nan dwerɛ nneduafoɔ a wɔwɔ asase no so a,
35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
sɛ wɔtiatia obi ahofadie so wɔ Ɔsorosoroni no anim a,
36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
anaa sɛ wɔbu obi ntɛnkyea a, Awurade nhunu saa nneɛma yi anaa?
37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
Hwan na ɔbɛtumi aka na wama aba mu wɔ ɛberɛ a ɛnyɛ Awurade na ɔhyɛeɛ?
38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
Ɛnyɛ Ɔsorosoroni no anom na musuo ne nnepa firi anaa?
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Adɛn enti na ɛsɛ sɛ ɔteasefoɔ nwiinwii ɛberɛ a wɔatwe nʼaso wɔ ne bɔne ho?
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Momma yɛnhwehwɛ yɛn akwan mu na yɛnsɔ nhwɛ, na yɛnsane nkɔ Awurade nkyɛn.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Momma yɛmma yɛn akoma ne yɛn nsa so, nkyerɛ Onyankopɔn wɔ ɔsoro, na yɛnka sɛ:
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
“Yɛayɛ bɔne, na yɛate atua na woamfa ankyɛ.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
“Wode abufuo akata wo ho ataa yɛn; na wakunkum a woannya ahummɔborɔ.
44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
Wode wo ho asie omununkum mu enti mpaeɛbɔ biara nnuru wo nkyɛn.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Woayɛ yɛn atantanneɛ ne wira wɔ amanaman no mu.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
“Yɛn atamfoɔ nyinaa abae wɔn anom tɛtrɛɛ de tia yɛn.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
Yɛabrɛ ne ahunahuna ne akukuruhweaseɛ, mmubuiɛ ne ɔsɛeɛ.”
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Me nisuo sene sɛ asutene ɛfiri sɛ wɔasɛe me nkurɔfoɔ.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
Me nisuo bɛsene ara, na ɛrennyae,
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
kɔsi sɛ Awurade bɛhwɛ afiri ɔsoro, na wahu.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Deɛ mehunu no ma me kra werɛ ho me kuropɔn no mu mmaa nyinaa enti.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
Mʼatamfoɔ a menyɛɛ wɔn hwee pampam me sɛ anomaa.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
Wɔpɛɛ sɛ wɔtwa me nkwa so na wɔsi me aboɔ wɔ amena mu;
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
nsuo bu faa me tiri so, na ɛyɛɛ me sɛdeɛ wɔrewie me.
55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
Mebɔɔ wo din, Ao Awurade firi amena no ase tɔnn.
56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
Wotee me sufrɛ: “Nsi wʼaso wɔ me gyeɛ sufrɛ ho.”
57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
Wotwe bɛnee me ɛberɛ a mefrɛɛ woɔ no, na wokaa sɛ, “Nsuro.”
58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
Ao Awurade, wodii mʼasɛm maa me; na wogyee me nkwa.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
Woahunu bɔne a wɔayɛ me, Ao Awurade. Di mʼasɛm ma me!
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Woahunu wɔn aweretɔ no mu den, wɔn pɔ a wɔbɔ tia me no nyinaa.
61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
Ao Awurade, woate wɔn sopa, wɔn pɔ a wɔbɔ tia me no nyinaa,
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
deɛ mʼatamfoɔ ka no sɛ asomusɛm na wɔka no brɛoo de tia me da mu nyinaa.
63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
Hwɛ wɔn! Sɛ wɔgyinagyina hɔ anaa sɛ wɔtete hɔ, wɔto akutia nnwom de di me ho fɛw.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
Fa deɛ ɛfata tua wɔn so ka, Ao Awurade, deɛ wɔn nsa ayɛ enti.
65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
Pirim wɔn akoma, na ma wo nnome mmra wɔn so.
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Fa abufuo taa wɔn, na sɛe wɔn firi Awurade sorosoro ase.
