Klagesangene 3

1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

Ko au ko e tangata kuo mamata ki he mamahi ʻi he meʻa tā ʻa hono houhau.

2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

Kuo ne tataki au mo ʻomi au ki he poʻuli, kae ʻikai ki he maama.

3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

Ko e moʻoni kuo ne liliu kiate au, ʻoku ne liliu hono nima kiate au ʻi he ʻaho kotoa.

4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

Ko hoku kili mo hoku kakano kuo ne ngaohi ke motuʻa; kuo ne fesiʻi hoku ngaahi hui.

5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

Kuo ne langaʻi meʻa kiate au, pea kuo ne takatakai au ʻaki ʻae kona mo e mamahi.

6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

Kuo ne fokotuʻu au ʻi he ngaahi potu fakapoʻuli, ʻo hangē ko kinautolu naʻe pekia ʻi muʻa.

7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

Kuo ne ʻāʻi takatakai au pea ʻoku ʻikai te u faʻa hao kituʻa: kuo ne fakamamafa ʻa ʻeku haʻi ukamea.

8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

‌ʻO kau ka tangi foki mo kalanga, ʻoku ne taʻetokangaʻi ʻeku kole.

9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

Kuo ne ʻāʻi hoku ngaahi hala ʻaki ʻae ngaahi maka kuo tā, kuo ne fakapikoʻi hoku ngaahi hala.

10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

Naʻa ne hangē ha pea ʻoku toitoi kiate au, pea hangē ha laione ʻi he ngaahi potu lilo.

11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

Kuo ne mimioʻi hoku ngaahi ʻaluʻanga, pea kuo ne haehae au fakaikiiki: kuo ne ngaohi au ke lala pe.

12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

Kuo ne teke ʻa ʻene kaufana, pea kuo ne fokotuʻu au ko e fakaʻilonga ki he ngahau.

13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

Kuo ne pule ki he ngaahi ngahau ʻo ʻene tangai ke ʻasi ki hoku ngaahi kongaloto.

14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

Ko e manukiʻanga au ki hoku kakai; pea ko ʻenau tāʻanga ʻi he ʻaho kotoa pē.

15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

Kuo ne fakafonu au ʻaki ʻae kona, kuo ne fakakonaʻi au ʻaki ʻae konaʻiʻī.

16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

Kuo ne fesiʻi foki hoku kau nifo ʻaki ʻae kilikili, kuo ne pani au ʻaki ʻae efu.

17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

Pea kuo ke hiki hoku laumālie ke mamaʻo mei he melino: naʻe ngalo ʻiate au ʻae monūʻia.

18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

Pea ne u pehē, “Ko ʻeku mālohi mo ʻeku ʻamanaki kuo ʻauha meia Sihova;”

19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

‌ʻI heʻeku manatu ki hoku mahaki pea mo ʻeku mamahi, ʻae kona pea mo e ʻahu.

20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

‌ʻOku kei manatu ki ai hoku laumālie, pea ʻoku angavaivai ia ʻiate au.

21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

Ko ia ʻoku ou fakamanatu ki hoku loto, pea ko ia ʻoku ou kei maʻu ai ʻae ʻamanaki.

22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

Ko e meʻa ʻi he ʻaloʻofa ʻa Sihova ʻoku ʻikai te tau ʻauha, koeʻuhi ʻoku ʻikai ke ngata ʻene manavaʻofa.

23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

‌ʻOku foʻou ia ʻi he pongipongi kotoa pē, ʻoku lahi hoʻo angatonu.

24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.

‌ʻOku pehē ʻe hoku laumālie, “Ko hoku tofiʻa ʻa Sihova: ko ia te u ʻamanaki lelei ʻiate ia.”

25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

‌ʻOku lelei ʻa Sihova kiate kinautolu ʻoku tatali kiate ia, ki he laumālie ʻoku kumi kiate ia.

26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

‌ʻOku lelei ki he tangata ke ne ʻamanaki, pea ne tatali fakatatoka foki ki he fakamoʻui meia Sihova.

27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

‌ʻOku lelei ki he tangata ke ne fua ʻae haʻamo ʻi heʻene kei talavou.

28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

‌ʻOku ne nofo tokotaha pe, pea ʻoku longo pe, koeʻuhi kuo ne fua ia ʻe ia pe.

29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

‌ʻOku ne ʻai hono ngutu ʻi he efu, ko e meʻa naʻa ʻoku kei ai ha ʻamanaki.

30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

‌ʻOku ne tuku hono kouʻahe kiate ia ʻoku ne taaʻi ia: ʻoku ne pito ʻaupito ʻi he lauʻi kovi.

31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

He koeʻuhi ʻe ʻikai liʻaki ke lauikuonga ʻe Sihova:

32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

He kapau te ne fakamamahi, ka te ne manavaʻofa foki ʻo fakatatau ki hono lahi ʻo ʻene ngaahi ʻaloʻofa.

33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

He ʻoku ʻikai te ne fie tautea, pe fakamamahi ʻae fānau ʻae tangata.

34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

Ke laiki ʻi hono lalo vaʻe ʻae ngaahi pōpula kotoa pē ʻo māmani,

35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,

Ke fakatafe ʻae totonu ʻoe tangata ʻi he ʻao ʻoe fofonga ʻoe Fungani Māʻoniʻoni,

36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

Ke kākaaʻi ʻae tangata ʻi hono fakamaauʻi ʻoku ʻikai lelei ai ʻa Sihova.

37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

Ko hai ia ʻoku fakahā, pea ʻoku hoko ia, ʻo kapau ʻoku ʻikai ke fekau ʻe Sihova?

38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?

‌ʻOku ʻikai ke ʻalu mei he fofonga ʻoe Fungani Māʻolunga ʻae lelei mo e kovi.

39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

Ko e hā ʻoku lāunga ai ʻae tangata moʻui, ʻae tangata koeʻuhi ko e tautea ʻo ʻene ngaahi angahala?

40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

Ke tau kumi mo ʻahiʻahiʻi hotau ngaahi ʻaluʻanga, pea toe tafoki kia Sihova.

41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

Ke tau hiki hake hotau loto mo hotau nima ki he ʻOtua ʻi he ngaahi langi.

42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

“Kuo mau fai talangataʻa, pea kuo mau angatuʻu: ʻoku teʻeki ai te ke fakamolemole.

43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,

“Kuo ke ʻuʻufi ʻaki ʻae houhau, pea fakatangaʻi ʻakimautolu: kuo ke tāmateʻi pea naʻe ʻikai te ke manavaʻofa.

44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

Kuo ke ʻufiʻufi koe ʻaki ʻae ʻao, ke ʻoua naʻa ʻasi atu ʻa ʻemau kole.

45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

Kuo ke ngaohi ʻakimautolu ko e efe mo e ʻotoʻota ʻi he lotolotonga ʻoe kakai.

46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

“Kuo mafaʻa ʻae ngutu ʻa homau kau fili kotoa pē kiate kimautolu.

47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

Kuo hoko mai ʻae manavahē mo e tauhele kiate kimautolu, ʻae lala mo e ʻauha.”

48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

‌ʻOku tafe hifo hoku mata, hangē ko e ngaahi vaitafe, koeʻuhi ko e ʻauha ʻae ʻofefine ʻo hoku kakai.

49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

“ʻOku tafe hifo ʻa hoku mata, pea ʻikai ʻosi, ʻoku ʻikai siʻi ke tuku.

50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

Ke ʻoua ke ʻafio mai ʻa Sihova, pea vakai mei he langi.

51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

Ko hoku mata ʻoku ne ueʻi hoku loto, koeʻuhi ko e ngaahi ʻofefine kotoa pē ʻo ʻeku kolo.

52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

“Naʻe tuli fakamamahi au ʻe hoku kau fili hangē ha manupuna, taʻehanoʻuhinga.

53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

Kuo nau motuhi ʻeku moʻui ʻi he fale fakapōpula, pea kuo lī ha maka kiate au.

54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

naʻe melemo hoku ʻulu ʻi he ngaahi vai; pea ne u toki pehē, ‘Kuo motuhi au.’

55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

“ʻE Sihova ne u ui ki ho huafa mei he fale fakapōpula taumamaʻo.

56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

Kuo ke fanongo ki hoku leʻo; ʻoua naʻa ke fufū ho fofonga ki heʻeku mānava, ki heʻeku tangi.

57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

Naʻa ke ʻunuʻunu mai ʻo ofi ʻi he ʻaho ko ia ne u ui kiate koe: naʻa ke pehē, “ʻOua naʻa manavahē.”

58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

“ʻE Sihova kuo ke langomakiʻi hoku laumālie; kuo ke huhuʻi ʻeku moʻui.

59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

‌ʻE Sihova kuo ke ʻafioʻi ki he kovi kuo fai kiate au, fakamaau ʻe koe ʻeku meʻa.

60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

Kuo ke ʻafio ki heʻenau lili kotoa pē, mo ʻenau ngaahi filioʻi kiate au.

61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,

“ʻE ʻEiki kuo ke fanongo ki heʻenau taukae, pea mo ʻenau ngaahi filioʻi kiate au;

62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

‌ʻae loungutu ʻonautolu naʻe tuʻu hake kiate au, pea mo ʻenau fakatupu meʻa kiate au ʻi he ʻaho kotoa pē.

63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

Vakai ki heʻenau nofo hifo mo ʻenau tuʻu hake; ko au ko ʻenau taʻanga.

64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

“ʻE ʻEiki ke ke tuku kiate kinautolu ha totongi, ʻo fakatatau ki he ngāue ʻa honau nima.

65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!

Tuku kiate kinautolu ʻae mamahi ʻoe loto, ʻa hoʻo malaʻia kiate kinautolu.

66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.

Fakatanga mo fakaʻauha ʻakinautolu ʻi he houhau mei he lalo langi ʻa Sihova.