Klagesangene 3

1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

Jaz sem človek, ki je videl stisko s palico njegovega besa.

2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

Vodil me je in me privedel v temo, toda ne v svetlobo.

3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

Zagotovo je obrnjen zoper mene; svojo roko je obračal zoper mene ves dan.

4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

Postaral je moje meso in mojo kožo, zlomil je moje kosti.

5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

Zidal je zoper mene in me obdal z žolčem in muko.

6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

Postavil me je v temne kraje, kakor tiste, ki so mrtvi od davnine.

7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

Ogradil me je naokoli, da ne morem priti ven. Mojo verigo je naredil težko.

8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

Tudi ko jokam in vpijem, on ustavlja mojo molitev.

9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

Moje steze je obdal s klesanim kamnom, moje poti je storil sprijene.

10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

Bil mi je kakor medved, ki preži v zasedi in kakor lev na skrivnih krajih.

11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

Moje poti je obrnil vstran in me raztrgal. Naredil me je zapuščenega.

12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

Upognil je svoj lok in me postavil kakor tarčo za puščico.

13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

Puščicam svojega tula je storil, da vstopijo v mojo notranjost.

14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

Bil sem v posmeh vsemu svojemu ljudstvu in ves dan njihova pesem.

15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

Nasičeval me je z grenkobo, opijanjal me je s pelinom.

16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

Prav tako je moje zobe zlomil z ostrimi kamni, pokril me je s pepelom.

17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

Mojo dušo si odstranil daleč stran od miru. Pozabil sem uspevanje.

18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

Rekel sem: »Moja moč in moje upanje je izginilo od Gospoda,

19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

spominjajoč se moje stiske in moje bede, pelina in žolča.

20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

Moja duša jih ima še vedno v spominu in je ponižana v meni.

21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

To si ponovno kličem v svoj um, zato imam upanje.

22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

To je od Gospodovih milosti, da nismo použiti, ker njegova sočutja ne odnehajo.

23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

Ta so nova vsako jutro. Velika je tvoja zvestoba.

24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.

Gospod je moj delež, pravi moja duša, zato bom upal vanj.

25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

Gospod je dober vsem tistim, ki čakajo nanj; duši, ki ga išče.

26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

Dobro je, da bi človek upal in tiho čakal na Gospodovo rešitev duše.

27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

Dobro je za človeka, da nosi jarem v svoji mladosti.

28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

Sedi sam in molči, ker ga je nosil na sebi.

29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

Svoja usta polaga v prah, morda bi bilo lahko še upanje.

30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

Svoje lice daje tistemu, ki ga udarja, napolnjen je z grajo.

31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

Kajti Gospod ne bo zavrgel na veke,

32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

toda čeprav je povzročil žalost, bo vendar imel sočutje glede na množico svojih usmiljenj.

33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

Kajti on ni voljan prizadeti niti užalostiti človeških otrok.

34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

Da bi pod svojimi stopali zdrobil vse jetnike zemlje,

35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,

da bi odvrnil človekovo pravico pred obrazom Najvišjega,

36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

da človeka spodkoplje v njegovi pravdi, [tega] Gospod ne odobrava.

37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

Kdo je tisti, ki pravi in se to zgodi, ko Gospod tega ne zapove?

38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?

Iz ust Najvišjega ne izhaja zlo in dobro?

39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

Zakaj se živeči človek pritožuje, človek zaradi kaznovanja svojih grehov?

40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

Preiščimo in preizkusimo svoje poti in se ponovno obrnimo h Gospodu.

41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

Vzdignimo svoja srca s svojimi rokami k Bogu v nebesih.

42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

Pregrešili smo se in uprli. Ti nisi oprostil.

43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,

Pokril si [nas] s svojo jezo in nas preganjal. Umoril si, nisi se usmilil.

44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

Pokril si se z oblakom, da naša molitev ne bi šla skozi.

45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

Naredil si nas kakor izvržek in zavrnitev v sredi ljudstev.

46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

Vsi naši sovražniki so odprli svoja usta zoper nas.

47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

Strah in zanka sta prišla nad nas, opustošenje in uničenje.

48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

Moje oko teče navzdol z rekami voda, zaradi uničenja hčere mojega ljudstva.

49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

Moje oko se izliva in ne preneha, brez kakršnegakoli predaha,

50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

dokler Gospod ne pogleda dol in ne pogleda iz nebes.

51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

Moje oko prizadeva moje srce, zaradi vseh hčera mojega mesta.

52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

Moji sovražniki so me boleče preganjali kakor ptico, brez vzroka.

53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

Moje življenje so odsekali v grajski ječi in name vrgli kamen.

54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

Vode so mi tekle čez glavo; potem sem rekel: »Odsekan sem.«

55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

Klical sem k tvojemu imenu, oh Gospod, iz globine grajske ječe.

56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

Slišal si moj glas. Ne skrivaj svojega ušesa ob mojem dihanju, ob mojem klicu.

57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

Priteguješ me na dan, ko sem klical k tebi. Ti praviš: »Ne boj se.«

58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

Oh Gospod, zagovarjal si pravde moje duše, odkupil si moje življenje.

59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

Oh Gospod, videl si mojo krivico. Ti sodi mojo pravdo.

60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

Videl si vse njihovo maščevanje in vse njihove zamisli zoper mene.

61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,

Slišal si njihovo grajo, oh Gospod in vse njihove zamisli zoper mene;

62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

ustnice tistih, ki se vzdigujejo zoper mene in njihovo premišljevanje zoper mene ves dan.

63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

Glej, njihovo usedanje in njihovo vzdigovanje; jaz sem njihova glasba.

64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

Vrni jim povračilo, oh Gospod, glede na delo njihovih rok.

65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!

Daj jim bridkost srca, svoje prekletstvo nad njimi.

66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.

Preganjaj jih in jih uniči v jezi izpod Gospodovih nebes.