Klagesangene 3
1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
Nga pa sie su pula tari kalyeiyuk sin God.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
El pwenyu ac sap nga in som nu yen lohsr matoltol.
3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
El sringilyu na sringilyu ke sringsring na upa.
4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
El kanteya monuk ac kinet keik oan mangelik, ac el koteya sri keik.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
El kuhlusyuyak ke mwe keok ac fosrnga lulap.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
El patokyula in muta in acn na lohsrlosr ac foulin ma misa oan we.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
El kapriyuwi ke sein; nga sie mwet kapir su wangin finsrak la in kaingla.
8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Nga wowoyak nu lucng in suk kasru, tusruktu God El tia lungse porongeyu.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
Nga tukulkul ke nga fahsr, ac pot eot uh kosreyula yen nukewa nga for nu we.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
El kasrikiyu oana soko bear; el sroma nu fuk oana soko lion.
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
El ukweyuyak liki inkanek uh, seseya monuk nu ke ip srisrik, na El som likiyu.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
El amakinya mwe pisr natul ah, ac oru tuh in nga pa El akola in pisrik uh.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
El pusrukma sukan pisr natul, na liksreni tilyang nu in monuk.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
Mwet uh isrunyu len nufon se; nga mwe tafunkas nu selos nukewa.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
Mwe keok upa mukena pa El ase tuh in mwe mongo nak ac ma nimuk.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
El ilya mutuk infohk uh, ac kotalik wihsik fin eot uh.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
Nga tila esam lah mea kalmen misla ku engan uh.
18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
Tiana loes pacl lula ke moul luk; wanginla finsrak luk in LEUM GOD.
19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
Nunak luk ke waiok luk ac ke wangin acn in muta luk uh, oana sie pwasin na mwen.
20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
Nga tia tui in nunku kac, ac ngunik toasrlana.
21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
Tusruktu finsrak luk sifilpa foloko ke nga esamak ma se inge:
22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
Lungse kawil ac pakoten lun LEUM GOD uh tiana wanginla;
23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
Aksasuyeyuk ke lotutang nukewa, ac arulana oaru oana takak lun faht uh ke len nukewa.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
LEUM GOD mukena pa oasr yuruk uh; ke ma inge El na pa mwe finsrak luk.
25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
LEUM GOD El wo nu sin mwet nukewa su lulalfongi in El.
26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
Ke ma inge, wo tuh kut in mongfisrasr in tupan molela lal —
27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
Oayapa wo kut in akpahye kut in mongfisrasr ke pacl kut fusr uh.
28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
In pacl kut keok uh, kut enenu in mukena muta misla ac muteng.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
Kut enenu in pasrla nwe ten ac eiskutyang nu sel, tuh sahp srakna oasr finsrak.
30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
Finne puopo ac akkolukyeyuk kut, enenu kut in mislana.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
Leum El pakoten ac El fah tia siskutlana nwe tok.
32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
Sahp El ac akasorye kut, tusruktu lungse lal nu sesr pwayena ac ku na.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
El tia insewowo in oru kut in asor ku waiok.
34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
Leum El etu pacl ngunasr akkeokyeyuk in presin uh;
35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
El etu ke pacl ma mwet uh tia ase suwohs lasr ma El oakiya nu sesr.
36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
Ke pacl ma nununku suwohs uh tia orek, El etu.
37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
Ma lungse lun Leum mukena pa orek pacl nukewa.
38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
Ma wo ac ma koluk kewana ac orekla fal nu ke sap lal.
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Efu ku kut in torkaskas ke kalyeiyuk kut ke ma koluk lasr?
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Lela kut in tuni ouiyen orekma lasr ac folokla nu yurin LEUM GOD.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Lela kut in ikasla insiasr nu sin God inkusrao, ac pre ac fahk,
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
“Kut orekma koluk ac lain kom, O LEUM GOD, ac kom tiana nunak munas nu sesr.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
“Kom ukwe kut ac unikuti; kasrkusrak lom tuh kosrala pakoten lom,
44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
Ke sie pukunyeng su arulana matoltol, oru pre lasr tia ku in sasla nu yurum.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Kom orekut oana acn in sisi kutkut lun faclu.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
“Angonyuk kut ac aksruksrukiyuk kut sin mwet lokoalok lasr nukewa.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
Ma lasr nukewa kunausyukla ac sikiyukla; kut muta in sensen ac sangeng.
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Sroninmutuk soror oana soko infacl ke sripen kunausyukla mwet luk.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
“Sroninmutuk ac fah kahkkakla ac tia tui
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
Nwe ke LEUM GOD El ngeti inkusrao me ac liye kut.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Insiuk arulana asor ke nga liye ma sikyak nu sin mutan in siti uh.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
“Srifusryuki nga oana sie won sin mwet lokoalok, su wanginna sripa lalos in srungayu.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
Nga moul na ac elos sisyuyang nu in luf se, ac kaliya mutun luf uh ke sie eot lulap.
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
Kof uh mutawauk in afinyula, ac nga nunku mu misa apkuranme.
55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
“Nga wowoyak nu sum, O LEUM GOD, liki kapin luf sac me,
56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
Ac ke nga kwafe sum in lohng tung luk, kom porongeyu.
57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
Kom topukyu ac fahk nu sik nga in tia sangeng.
58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
“O Leum, kom tuku in loangeyu, ac kom molela moul luk.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
Oru nununku lom an in wo nu sik; kom etu ma sufal ma orek lainyu inge.
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Kom etu luman srunga lun mwet lokoalok luk nu sik, ac pwapa koluk elos oru in lainyu.
61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
“Kom lohng ke elos fahk kas in purakak lainyu, O LEUM GOD; kom etu pwapa koluk nukewa lalos.
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
Elos kaskas keik ac oru akoo koluk lalos len nufon.
63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
Elos isrunyu ke lotutang lac nwe ke fongeni.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
“O LEUM GOD, kalyaelos ke ma elos oru inge.
65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
Oru sie selnga na upa nu faclos, ac oru nunkalos in arulana fosrngala.
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Sokolosyak ac sukelosla liki fin faclu.”
