Judas 1
1 Judas, Jesu Kristi Tjener og Broder til Jakob, til de kaldede, som ere elskede i Gud Fader og bevarede for Jesus Kristus:
yIzukhrISTasya dAso yAkUbo bhrAtA yihUdAstAtenezvareNa pavitrIkRtAn yIzukhrISTena rakSitAMzcAhUtAn lokAn prati patraM likhati|
2 Barmhjertighed og Fred og Kærlighed vorde eder mangfoldig til Del!
kRpA zAntiH prema ca bAhulyarUpeNa yuSmAsvadhitiSThatu|
3 I elskede! da det lå mig alvorligt på Sinde at skrive til eder om vor fælles Frelse, fandt jeg det nødvendigt at skrive til eder med Formaning om at stride for den Tro, som een Gang er bleven overgiven de hellige.
he priyAH, sAdhAraNaparitrANamadhi yuSmAn prati lekhituM mama bahuyatne jAte pUrvvakAle pavitralokeSu samarpito yo dharmmastadarthaM yUyaM prANavyayenApi saceSTA bhavateti vinayArthaM yuSmAn prati patralekhanamAvazyakam amanye|
4 Thi der har indsneget sig nogle Mennesker, om hvem det for længe siden er forud skrevet, at de vilde falde under denne Dom: Ugudelige, som misbruge vor, Guds Nåde til Uterlighed og fornægte vor eneste Hersker og Herre Jesus Kristus.
yasmAd etadrUpadaNDaprAptaye pUrvvaM likhitAH kecijjanA asmAn upasRptavantaH, te 'dhArmmikalokA asmAkam IzvarasyAnugrahaM dhvajIkRtya lampaTatAm Acaranti, advitIyo 'dhipati ryo 'smAkaM prabhu ryIzukhrISTastaM nAGgIkurvvanti|
5 Men skønt I een Gang for alle vide det alt sammen, vil jeg minde eder om, at da Herren havde frelst Folket ud af Ægyptens Land, ødelagde han næste Gang dem, som ikke troede,
tasmAd yUyaM purA yad avagatAstat puna ryuSmAn smArayitum icchAmi, phalataH prabhurekakRtvaH svaprajA misaradezAd udadhAra yat tataH param avizvAsino vyanAzayat|
6 og de Engle, som ikke bevarede deres Højhed, men forlode deres egen Bolig, bar han holdt forvarede i evige Lænker under Mørke til den store Dags Dom; (aïdios g126)
ye ca svargadUtAH svIyakartRtvapade na sthitvA svavAsasthAnaM parityaktavantastAn sa mahAdinasya vicArArtham andhakAramaye 'dhaHsthAne sadAsthAyibhi rbandhanairabadhnAt| (aïdios g126)
7 ligesom Sodoma og Gomorra og de omliggende Stæder, der på samme Måde som disse vare henfaldne til Utugt og gik efter fremmed Kød), ere satte til et Eksempel, idet de bære en evig Ilds Straf. (aiōnios g166)
aparaM sidomam amorA tannikaTasthanagarANi caiteSAM nivAsinastatsamarUpaM vyabhicAraM kRtavanto viSamamaithunasya ceSTayA vipathaM gatavantazca tasmAt tAnyapi dRSTAntasvarUpANi bhUtvA sadAtanavahninA daNDaM bhuJjate| (aiōnios g166)
8 Alligevel gå også disse ligedan i Drømme og besmitte Kød, foragte Herskab og bespotte Herligheder.
tathaiveme svapnAcAriNo'pi svazarIrANi kalaGkayanti rAjAdhInatAM na svIkurvvantyuccapadasthAn nindanti ca|
9 Men Overengelen Mikael turde, da han tvistedes med Djævelen og talte om Mose Legeme, ikke fremføre en Bespottelsesdom, men sagde: "Herren straffe dig!"
kintu pradhAnadivyadUto mIkhAyelo yadA mUsaso dehe zayatAnena vivadamAnaH samabhASata tadA tisman nindArUpaM daNDaM samarpayituM sAhasaM na kRtvAkathayat prabhustvAM bhartsayatAM|
10 Disse derimod bespotte, hvad de ikke kende; og hvad de som de ufornuftige Dyr vide Besked om af Naturen, dermed ødelægge de sig selv.
kintvime yanna budhyante tannindanti yacca nirbbodhapazava ivendriyairavagacchanti tena nazyanti|
11 Ve dem! thi de ere gåede på Kains Vej og have styrtet sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere gåede til Grunde i Horas Genstridighed.
tAn dhik, te kAbilo mArge caranti pAritoSikasyAzAto biliyamo bhrAntimanudhAvanti korahasya durmmukhatvena vinazyanti ca|
12 Disse ere Skærene ved eders Kærlighedsmåltider, fordi de uden Undseelse frådse med og pleje sig selv; de ere vandløse Skyer, som drives forbi af Vinden; bladløse Træer uden Frugt, to Gange døde, oprykkede med Rode;
yuSmAkaM premabhojyeSu te vighnajanakA bhavanti, Atmambharayazca bhUtvA nirlajjayA yuSmAbhiH sArddhaM bhuJjate| te vAyubhizcAlitA nistoyameghA hemantakAlikA niSphalA dvi rmRtA unmUlitA vRkSAH,
13 vilde Bølger på Hav, som udskumme deres egen Skam; vild farende Stjerner; for dem er Mørke og Mulm bevaret til evig Tid. (aiōn g165)
svakIyalajjApheNodvamakAH pracaNDAH sAmudrataraGgAH sadAkAlaM yAvat ghoratimirabhAgIni bhramaNakArINi nakSatrANi ca bhavanti| (aiōn g165)
14 Men om disse har også Enok, den syvende fra Adam, profeteret, da han sagde: "Se, Herren kom med sine hellige Titusinder
AdamataH saptamaH puruSo yo hanokaH sa tAnuddizya bhaviSyadvAkyamidaM kathitavAn, yathA, pazya svakIyapuNyAnAm ayutai rveSTitaH prabhuH|
15 for at holde Dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle deres Ugudeligheds Gerninger, som de have bedrevet, og for alle de formastelige Ord, som de have talt imod ham, de ugudelige Syndere!"
sarvvAn prati vicArAjJAsAdhanAyAgamiSyati| tadA cAdhArmmikAH sarvve jAtA yairaparAdhinaH| vidharmmakarmmaNAM teSAM sarvveSAmeva kAraNAt| tathA tadvaiparItyenApyadharmmAcAripApinAM| uktakaThoravAkyAnAM sarvveSAmapi kAraNAt| paramezena doSitvaM teSAM prakAzayiSyate||
16 Disse ere de, som knurre, som klage over deres Skæbne, medens de vandre efter deres Begæringer, og deres Mund taler overmodige Ord, medens de for Fordels Skyld vise Beundring for Personer.
te vAkkalahakAriNaH svabhAgyanindakAH svecchAcAriNo darpavAdimukhaviziSTA lAbhArthaM manuSyastAvakAzca santi|
17 I derimod, I elskede! kommer de Ord i Hu, som forud ere talte af vor Herres Jesu Kristi Apostle;
kintu he priyatamAH, asmAkaM prabho ryIzukhrISTasya preritai ryad vAkyaM pUrvvaM yuSmabhyaM kathitaM tat smarata,
18 thi de sagde eder: I den sidste Tid skal der være Spottere, som vandre efter deres Ugudeligheders Begæringer.
phalataH zeSasamaye svecchAto 'dharmmAcAriNo nindakA upasthAsyantIti|
19 Disse ere de, som volde Splittelser, sjælelige, som ikke have Ånd.
ete lokAH svAn pRthak kurvvantaH sAMsArikA AtmahInAzca santi|
20 I derimod, I elskede! opbygger eder selv på eders helligste Tro; beder i den Helligånd;
kintu he priyatamAH, yUyaM sveSAm atipavitravizvAse nicIyamAnAH pavitreNAtmanA prArthanAM kurvvanta
21 bevarer således eder selv i Guds Kærlighed, forventende vor Herres Jesu Kristi Barmhjertighed til evigt Liv. (aiōnios g166)
Izvarasya premnA svAn rakSata, anantajIvanAya cAsmAkaM prabho ryIzukhrISTasya kRpAM pratIkSadhvaM| (aiōnios g166)
22 Og revser nogle, når de tvivle,
aparaM yUyaM vivicya kAMzcid anukampadhvaM
23 frelser andre ved at udrive dem af Ilden, forbarmer eder over andre med Frygt, så I hade endog den af Kødet besmittede Kjortel.
kAMzcid agnita uddhRtya bhayaM pradarzya rakSata, zArIrikabhAvena kalaGkitaM vastramapi RtIyadhvaM|
24 Men ham, som er mægtig til at bevare eder fra Fald og fremstille eder for sin Herlighed ulastelige i Fryd,
aparaJca yuSmAn skhalanAd rakSitum ullAsena svIyatejasaH sAkSAt nirddoSAn sthApayituJca samartho
25 den eneste Gud, vor Frelser ved vor Herre Jesus Kristus, tilkommer Ære og Majestæt, Vælde og Magt, forud for al Tid og nu og i alle Evigheder! Amen. (aiōn g165)
yo 'smAkam advitIyastrANakarttA sarvvajJa Izvarastasya gauravaM mahimA parAkramaH kartRtvaJcedAnIm anantakAlaM yAvad bhUyAt| Amen| (aiōn g165)
