Job 9
1 Så tog Job til Orde og svarede:
Na Hiob kasaa bio sɛ:
2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
“Aane, menim sɛ yei yɛ nokorɛ. Na ɛbɛyɛ dɛn na ɔdasani bɛtene wɔ Onyankopɔn anim?
3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
Sɛ obi pɛ sɛ ɔne Onyankopɔn yiyi a, ɔrentumi nyi nsɛm apem mu baako mpo ano.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
Ne nyansa mu dɔ, na ne tumi so. Hwan na ɔne no adi asie na ne ho baabiara anti?
5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Ɔtutu mmepɔ a wɔnnim ho hwee ɔbubu wɔn fa so wɔ nʼabufuo mu.
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
Ɔwoso asase firi ne siberɛ, na ɔma ne nnyinasoɔ woso biribiri.
7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Ɔkasa kyerɛ owia na ɛnhyerɛn, na ɔsɔ nsoromma hyerɛn ano.
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Ɔno nko ara na ɔtrɛ ɔsoro mu, na ɔnante ɛpo asorɔkye so.
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Ɔno ne Nwenwenente, Akokɔbaatan ne ne mma Yɛfoɔ; Nsorommabafan ne ewiem anafoɔ fam nsorommakuo no.
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Ɔyɛ anwanwadeɛ a wɔntumi nte aseɛ, nsɛnkyerɛnneɛ a wɔntumi nkan.
11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Sɛ ɔnam me ho a, menhunu no; sɛ ɔsene a, menhunu no.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
Sɛ ɔhwim kɔ a, hwan na ɔsi no kwan? Hwan na ɔbɛtumi abisa no sɛ, ‘Ɛdeɛn na woreyɛ yi?’
13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Onyankopɔn nkora nʼabufuo so; Rahab aboafoɔ mpo ho popo wɔ nʼanim.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
“Na me ne hwan a me ne no bɛyiyi? Mɛyɛ dɛn anya nsɛm a me ne no de bɛgye akyinnyeɛ?
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
Sɛ menim mpo a, merentumi nyi nʼano; ɛno ara ne sɛ mɛsrɛ ahummɔborɔ afiri me ɔtemmufoɔ nkyɛn.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Mpo, sɛ mefrɛ no na ɔba a, mennye nni sɛ ɔbɛtie mʼasɛm.
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
Ɔde asorɔkye bɛdwerɛ me ama mʼapirakuro adɔɔso kwa.
18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
Ɔremma menya mʼahome, bio. Ɔde awerɛhoɔ bɛhyɛ me ma tɔ.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
Sɛ ɛba no ahoɔden a, ɔyɛ ɔhoɔdenfoɔ! Na sɛ ɛba atɛntenenee nso a, hwan na ɔbɛsamane no?
20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Sɛ medi bem mpo a, mʼano bɛbu me kumfɔ; sɛ me ho nni asɛm a, ɛbɛbu me fɔ.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
“Ɛwom sɛ medi bem deɛ, nanso memmu me ho; abrabɔ afono me.
22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Ne nyinaa yɛ pɛ; ɛno enti na meka sɛ, ‘Ɔsɛe deɛ ne ho nni asɛm ne omumuyɛfoɔ.’
23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
Ɛberɛ a amanehunu de owuo aba no, ɔsere deɛ ne ho nni asɛm no akomatuo.
24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
Ɛberɛ a asase akɔ amumuyɛfoɔ nsam no, ɔfira ɛso atemmufoɔ ani. Sɛ ɛnyɛ ɔno a, na ɛyɛ hwan?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
“Me nna ho yɛ herɛ sene ommirikatufoɔ; ɛsene kɔ a anigyeɛ kakra mpo nni mu.
26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
Ɛtwam kɔ sɛ akodoɔ a wɔde paparɔs ayɛ te sɛ akɔdeɛ a wɔreto akyere wɔn ahaboa.
27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
Sɛ meka sɛ, ‘Me werɛ mfiri mʼanwiinwii, mɛsesa me nsɛm ka, na masere a,’
28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
me yea ahodoɔ no bɔ me hu ara. Na menim sɛ, woremmu me bem.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Woabu me fɔ dada enti, adɛn na ɛsɛ sɛ meha me ho kwa?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Mpo sɛ ɛba sɛ mede samina dware na mede samina hohoro me nsa ho a,
31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
wobɛto me atwene atɛkyɛ amena mu, ama mʼatadeɛ mpo akyiri me.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
“Ɔnyɛ onipa te sɛ me na mayi nʼano, na yɛakɔgyina asɛnniiɛ abobɔ yɛn nkuro.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
Sɛ anka obi wɔ hɔ a ɔbɛsiesie yɛn ntam na waka yɛn baanu abɔ mu a,
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
obi a ɔbɛyi Onyankopɔn abaa afiri me so, sɛdeɛ nʼahunahuna mmɔ me hu bio a,
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
anka mɛkasa a merensuro no, nanso saa tebea a mewɔ mu yi deɛ, mentumi.
