Job 9
1 Så tog Job til Orde og svarede:
Potem je Job odgovoril in rekel:
2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
»Vem, to je tako res. Toda kako bi človek mogel biti pravičen z Bogom?
3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
Če se hoče pričkati z njim, mu ne more odgovoriti eno od tisočih.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
On je moder v srcu in mogočen v moči; kdo se je utrdil zoper njega in je uspel?
5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Ki odstranja gore in ne vedo, ki jih prevrača v svoji jezi.
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
Ki trese zemljo iz njenega kraja in njeni stebri trepetajo.
7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Ki zapoveduje soncu in ta ne vzhaja in pečati zvezde.
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Ki sam razprostira nebo in stopa po valovih morja.
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Ki dela Arktur, Orion, Gostosevce in južne sobe.
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Ki dela velike stvari neodkrite, da, in čudeže brez števila.
11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Glej! Hodi poleg mene, jaz pa ga ne vidim; gre tudi naprej, toda jaz ga ne zaznavam.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
Glej, odvzema, kdo ga lahko ovira? Kdo mu bo rekel: ›Kaj delaš?‹
13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Če Bog ne bo umaknil svoje jeze, se ponosni pomočniki sklonijo pod njim.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
Kako mnogo manj bi mu jaz mogel odgovoriti in izbrati svoje besede, da razpravljam z njim?
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
Kateremu, čeprav bi bil pravičen, vendar ne bi mogel odgovoriti, temveč bi naredil ponižno prošnjo svojemu sodniku.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Če sem klical in mi je odgovoril, vendar ne bi verjel, da je prisluhnil mojemu glasu.
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
Kajti lomi me z viharjem in brez razloga množi moje rane.
18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
Ne bo mi pustil, da zajamem sapo, temveč me napolnjuje z grenkobo.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
Če govorim o moči, glej, on je močan, če pa o sodbi, kdo mi bo določil čas zagovarjanja?
20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Če jaz sebe opravičim, me bodo moja lastna usta obsodila. Če rečem: ›Jaz sem popoln, ‹ se bo izkazalo, da sem sprevržen.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Čeprav bi bil popoln, vendar ne bi poznal svoje duše; preziral bi svoje življenje.
22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
To je ena stvar, zato sem rekel to: ›On uničuje popolnega in zlobnega.‹
23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
Če nadloga nenadoma ubije, se bo posmehoval ob sojenju nedolžnih.
24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
Zemlja je dana v roko zlobnega. On zakriva obličja njenih sodnikov. Če ne, kje in kdo je on?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
Torej moji dnevi so hitrejši kakor tekač. Odletijo proč, ničesar dobrega ne vidijo.
26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
Minili so kakor nagle ladje, kakor orel, ki hiti k plenu.
27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
Če rečem: ›Pozabil bom svojo pritožbo, prenehal bom s svojo potrtostjo in se potolažil, ‹
28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
se bojim vseh svojih bridkosti, vem, da me ne boš imel za nedolžnega.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Če sem zloben, zakaj se potem trudim zaman?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Če se umijem s snežnico in svoje roke naredim čiste kot še nikoli,
31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
me boš vendar pahnil v jarek in moja lastna oblačila me bodo prezirala.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
Kajti on ni človek, kakor sem jaz, da bi mu odgovoril in bi skupaj prišla na sodbo.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
Niti ni tukaj kakršnegakoli razsodnika med nama, da bi lahko svojo roko položil na naju oba.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Naj svojo palico vzame od mene in naj me njegov strah ne straši.
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
Potem bi govoril in se ga ne bi bal, toda z menoj ni tako.
