< Job 9 >
1 Så tog Job til Orde og svarede:
2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
