Job 9
1 Så tog Job til Orde og svarede:
Et Job répondit et dit:
2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
En vérité, je sais qu’il en est ainsi. Mais comment l’homme sera-t-il juste devant Dieu?
3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
S’il se plaît à contester avec lui, il ne lui répondra pas sur un point entre mille.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
Il est sage de cœur et puissant en force: qui s’est endurci contre lui et a prospéré?
5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Il transporte les montagnes, et elles ne savent pas qu’il les renverse dans sa colère;
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
Il remue la terre de sa place, et ses colonnes tremblent;
7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Il parle au soleil, et [le soleil] ne se lève pas; et sur les étoiles il met son sceau;
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Seul il étend les cieux et marche sur les hauteurs de la mer;
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Il fait la grande Ourse, Orion, et les Pléiades, et les chambres du midi;
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Il fait de grandes choses qu’on ne saurait sonder, et des merveilles à ne pouvoir les compter.
11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Voici, il passe près de moi, et je ne [le] vois pas; et il passe à côté [de moi], et je ne l’aperçois pas.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
Voici, il ravit; qui l’en détournera? Qui lui dira: Que fais-tu?
13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Dieu ne retire pas sa colère; sous lui fléchissent les orgueilleux qui prêtent secours.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
Combien moins lui répondrais-je, moi, [et] choisirais-je mes paroles avec lui!
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
Si j’étais juste, je ne lui répondrais pas, je demanderais grâce à mon juge.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Si je criais, et qu’il me réponde, je ne croirais pas qu’il ait prêté l’oreille à ma voix, –
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
Lui qui m’écrase dans une tempête, et qui multiplie mes blessures sans cause.
18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
Il ne me permet pas de reprendre haleine; car il me rassasie d’amertumes.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
S’agit-il de force, voici, il est fort; s’agit-il de jugement: Qui m’assignera?
20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Si je me justifiais, ma bouche me condamnerait; si j’étais parfait, il me montrerait pervers.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Si j’étais parfait, je méconnaîtrais mon âme, je mépriserais ma vie.
22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Tout revient au même; c’est pourquoi j’ai dit: Il consume le parfait et le méchant.
23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
Si le fléau donne subitement la mort, il se rit de l’épreuve de l’innocent.
24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
La terre est livrée en la main du méchant: il couvre la face de ses juges. S’il n’en est pas ainsi, qui est-ce donc?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
Mes jours s’en vont plus vite qu’un coureur; ils fuient, ils ne voient pas ce qui est bon;
26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
Ils passent rapides comme les barques de jonc, comme un aigle qui fond sur sa proie.
27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
Si je dis: J’oublierai ma plainte, je renoncerai à mon visage [morne] et je serai joyeux,
28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
Je suis épouvanté de tous mes tourments; je sais que tu ne me tiendras pas pour innocent.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Soit, je suis méchant: pourquoi me fatigué-je ainsi en vain?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Si je me lave avec de l’eau de neige, et que je nettoie mes mains dans la pureté,
31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
Alors tu me plongeras dans un fossé, et mes vêtements m’auront en horreur.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
Car il n’est pas homme, comme moi, pour que je lui réponde, pour que nous allions ensemble en jugement.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
Il n’y a pas entre nous un arbitre qui mettrait sa main sur nous deux.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Qu’il retire sa verge de dessus moi, et que sa terreur ne me trouble pas;
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
Alors je parlerai et je ne le craindrai pas; mais il n’en est pas ainsi de moi.
