< Job 9 >

1 Så tog Job til Orde og svarede:
Then answered Job, and said,
2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
Truly I know that it is so: and how could a mortal be righteous before God?
3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
If he were desirous to enter into a contest with him, he could not give him one answer out of a thousand.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
He is wise of heart, and mighty in strength: who hath hardened himself against him, and escaped unscathed?
5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
[He it is] who removeth mountains, and they know it not, yea, when he overturneth them in his anger;
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
Who shaketh the earth loose out of her place, that her pillars tremble;
7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Who speaketh to the sun, and he shineth not, and around the stars he placeth a seal;
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Who spread out the heavens by himself alone, and treadeth upon the hillocks of the sea;
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Who made the Bear, Orion, and the Pleiades, and the chambers the south;
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Who doth great things which are quite unsearchable, and wonders which are quite without number.
11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Lo, were he to go past by me, I should not see him; and were he to pass along, I should not perceive him.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
Behold, were he to snatch aught away, who could hold him back? who would say unto him, What dost thou?
13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
God will not withdraw his anger: beneath him sink down the helpers of the proud.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
How much less then could I answer him, and select my words [to contend] with him?
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
Whom, were I even righteous, I could not answer? to him that condemneth me I could [only] make supplication.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Or were I to call, and he would answer me, I could yet not believe that he would give ear unto my voice—
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
He that bruiseth me with [his] tempest, and multiplieth my wounds without a cause.
18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
He suffereth me not to recover my breath; but feedeth me overmuch with bitter things.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
If it regard strength, lo, he is the powerful; and if justice, who will cite him for me to appear?
20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
If I were righteous even, my own mouth would condemn me: were I innocent, it would still prove me perverse.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
I am innocent; I will not have regard for myself: I will despise my life.
22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
One thing is [certain], therefore have I said it, The innocent and the wicked he bringeth to their end.
23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
If a scourge should slay suddenly, he will mock at the trial of the guiltless.
24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
Is a land given up into the hand of the wicked? he covereth the faces of its judges: if this be not the truth, who is it then?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
And my days pass swifter than a runner: they flee away, they see no happiness,
26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
They hasten along like pirate ships: like the eagle that stoopeth down upon his food.
27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
If I say, I will forget my complaint, I will leave off my sorrowful countenance, and recover my cheerfulness:
28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
O then would I be in dread of all my pains; I know that thou wilt not declare me innocent.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
I must ever be guilty: why then should I fatigue myself for nought?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
If I were to wash myself in snow-water, to cleanse myself in the purity of my hands:
31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
Even then wouldst thou plunge me in the ditch, that my own clothes would render me abhorred.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
For he is not a man, like me, that I could answer him, that we should enter together into a contest.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
There is no one who can decide between us, who could lay his hand upon us both.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Let him but remove from me his rod, and let not his dread terrify me:
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
Then would I speak, and not fear him; for the like I feel not within me.

< Job 9 >