< Job 9 >

1 Så tog Job til Orde og svarede:
Men Job svarede og sagde:
2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.

< Job 9 >