< Job 8 >

1 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
Tada odgovori Vildad Sušanin i reèe:
2 "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
Dokle æeš tako govoriti? i rijeèi usta tvojih dokle æe biti kao silan vjetar?
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
Eda li Bog krivo sudi? ili svemoguæi izvræe pravdu?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
Što su sinovi tvoji zgriješili njemu, zato ih je dao bezakonju njihovu.
5 så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
A ti da potražiš Boga i pomoliš se svemoguæemu,
6 Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
Ako si èist i prav, zaista æe se prenuti za te i èestit æe uèiniti pravedan stan tvoj;
7 din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
I poèetak æe tvoj biti malen, a pošljedak æe ti biti vrlo velik.
8 Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
Jer pitaj preðašnji naraštaj, i nastani da razbereš od otaca njihovijeh;
9 Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.
Jer smo mi juèerašnji, i ne znamo ništa, jer su naši dani na zemlji sjen.
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
Neæe li te oni nauèiti? neæe li ti kazati i iz srca svojega iznijeti rijeèi?
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
Nièe li sita bez vlage? raste li rogoz bez vode?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
Dok se još zeleni, dok se ne pokosi, suši se prije svake trave.
13 Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:
Take su staze svijeh koji zaboravljaju Boga, i nadanje licemjerovo propada.
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
Njegovo se nadanje podlama i uzdanje je njegovo kuæa paukova;
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.
Nasloni se na kuæu svoju, ali ona ne stoji tvrdo; uhvati se za nju, ali se ona ne može održati.
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
Zeleni se na suncu, i uvrh vrta njegova pružaju se ogranci njegovi;
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
Žile njegove zapleæu se kod izvora, i na mjestu kamenitu širi se;
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"
Ali kad se išèupa iz mjesta svojega, ono ga se odrièe: nijesam te vidjelo.
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
Eto, to je radost od njegova puta; a iz praha nièe drugi.
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.
Gle, Bog ne odbacuje dobroga, ali ne prihvata za ruku zlikovca.
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
Još æe napuniti usta tvoja smijeha i usne tvoje popijevanja.
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
Nenavidnici tvoji obuæi æe se u sramotu, i šatora bezbožnièkoga neæe biti.

< Job 8 >