< Job 8 >

1 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
Då tok Bildad frå Suah til ords og sagde:
2 "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
«Kor lenge vil du tala so og lata ordi storma fram?
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
Kann Gud vel rengja det som rett er? Kann Allvalds-Gud vel rengja rettferd?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
Hev dine søner synda mot han, gav han deim deira synd i vald.
5 så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
Um du søkja til din Gud, og beda Allvalds-Gud um nåde,
6 Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
er du då rein og utan svik, då vil han vakna upp for deg og reisa nytt ditt rettferdshus,
7 din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
Um og di fortid vesall var, so mykje større vert di framtid.
8 Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
Ja, spør deg for hjå farne ætter, agt på kva federne fann ut.
9 Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.
- Me inkje veit, er frå i går; vårt liv ein skugge er på jordi -
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
dei skal deg læra, gjeva svar med ord ifrå sitt hjartedjup:
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
«Veks sevet vel på turre land? Trivst storren der som vatnet vantar?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
Enn stend det grønt, vert ikkje skore, då visnar det fyrr anna gras.»
13 Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:
So gjeng det deim som gløymer Gud; og voni glepp for gudlaus mann.
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
Hans tillit sunderskori vert, hans tiltru vert til kongurvev;
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.
Det hus han styd seg til, det dett; det som han triv til, stend’kje fast.
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
Han saftfull veks, med soli skin; hans greiner yver hagen heng,
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
og roti kring steinrøysar smett, og smyg seg inn imillom steinar.
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"
Men vert han riven frå sin stad, so hugsar staden han ei meir.
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
Sjå det er gleda på hans veg; or moldi skyt ein annan fram.
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.
Men Gud vanvyrder ei den reine; dei vonde tek han ei i handi.
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
Han enn din munn med lått skal fylla og lipporne med gledesong;
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
men skammi klæda skal din fiend’; gudløysetjeld finst ikkje meir.»

< Job 8 >