Job 8
1 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
Tete Suhitɔ, Bildad ɖo nya ŋu na Hiob be,
2 "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
“Va se ɖe ɣe ka ɣie nànɔ nya siawo gblɔm? Wò nyawo nye yaƒoƒo sesẽ ɖeɖe ko.
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
Ɖe Mawu atso afia ŋkunɔa? Ɖe Ŋusẽkatãtɔ la atrɔ nya dzɔdzɔe abua?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
Esi viwòwo wɔ nu vɔ̃ ɖe eŋu la, etsɔ wo de asi na tohehe si woƒe nu vɔ̃ dze na.
5 så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
Gake ne àkpɔ Mawu dzi ɖa, aƒo koko na Ŋusẽkatãtɔ la,
6 Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
ekema ne èle dzadzɛe, le dzɔdzɔe, fifia gɔ̃ hã la, atso le tawò eye wòagaɖo wò te, ada wò ɖe teƒe si wòle be nànɔ.
7 din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
Wò gɔmedzedze anɔ sue gake emegbe àdzi asɔ gbɔ ɖe edzi.
8 Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
“Bia dzidzime siwo do ŋgɔ, eye nàkpɔe ɖa be nu ka wo fofowo srɔ̃ mahã,
9 Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.
elabena míawo la, etsɔviwo míenye, míenya naneke o eye míaƒe ŋkekewo le anyigba dzi le abe vɔvɔli ko ene.
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
Ɖe womafia nu wò, agblɔe na wò oa? Ɖe womagblɔ nya na wò tso woƒe gɔmesese me oa?
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
Ɖe keti miena, tsina ƒlaluu ɖe teƒe si sii mele oa? Ɖe aƒla awɔ nyuie ne mekpɔ tsi oa?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
Esi wogale mumu ko eye womeɖo sisi me haɖe o la, woyrɔna kaba wu gbe si le gbedzi.
13 Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:
Aleae wòvaa emee na ame siwo katã ŋlɔ Mawu be eye nenemae Mawumavɔ̃lawo ƒe mɔkpɔkpɔ tsrɔ̃nae.
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
Nu si ŋu wòɖo dzi ɖo la meɖo ŋusẽ o eye nu si wòde mee la nye yiyiɖɔ.
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.
Ede me eƒe ɖɔ eye wòlã, eku ɖe eŋu, gake etso ɖe eƒe asi me.
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
Ɖeko wòle abe ati si wode tsii nyuie le ŋdɔgbe ene ekekea eƒe alɔwo ɖe abɔa me,
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
eƒe kewo blana ɖe agakpe geɖewo ŋu eye wodia teƒe le kpewo dome.
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"
Gake ne wohoe le enɔƒe la, teƒe la gbea nu le egbɔ eye wògblɔna be, ‘Nyemekpɔ wò kpɔ o.’
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
Vavã eƒe agbe yrɔna eye atiku bubuwo miena ɖe eteƒe.
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.
“Enye nyateƒe be Mawu megbea ame si ŋu fɔɖiɖi mele o alo doa ŋusẽ nu vɔ̃ɖi wɔlawo ƒe asi o.
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
Ke hã la, agana nukoko nayɔ wò nu me fũu, eye wòatsɔ dzidzɔɣli ayɔ wò nuyiwo nu.
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
Ŋukpe alé wò futɔwo eye ame vɔ̃ɖiwo ƒe agbadɔwo maganɔ anyi o.”
