Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Mar ni določen čas za človeka na zemlji? Mar niso njegovi dnevi prav tako podobni najemnikovim dnevom?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Kakor si služabnik iskreno želi sence in kakor najemnik gleda za nagrado svojega dela,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
tako sem prisiljen, da posedujem mesece ničnosti in naporne noči so mi določene.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Ko se uležem, rečem: ›Kdaj bom vstal in bo noč minila? Poln sem premetavanja sem ter tja do jutranjega svitanja.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Moje meso je pokrito z ličinkami in grudami prahu; moja koža je razpokana in postala je gnusna.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Moji dnevi so bolj nagli kakor tkalski čolniček in preživeti so brez upanja.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Oh, spomnite se, da je moje življenje veter. Moje oko ne bo več videlo dobrega.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Oko tistega, ki me je videlo, me ne bo več videlo. Tvoje oči so na meni, mene pa ni.
Kakor je oblak použit in izginil proč, tako kdor gre dol h grobu, ne bo več prišel gor. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
Ne bo se več vrnil k svojemu domu niti ga njegov kraj ne bo več poznal.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Zato ne bom zadrževal svojih ust; govoril bom v tesnobi svojega duha, pritoževal se bom v grenkobi svoje duše.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Mar sem morje ali kit, da ti postavljaš stražo nad menoj?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Ko rečem: ›Moja postelja me bo tolažila, moje ležišče bo lajšalo mojo pritožbo, ‹
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
takrat me ti strašiš s sanjami in me prek videnj spravljaš v grozo,
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
tako da moja duša raje izbira dušenje in smrt, kakor pa moje življenje.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
To se mi gabi. Ne bi hotel živeti večno. Pustite me samega, kajti moji dnevi so ničevost.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Kaj je človek, da bi ga ti poveličeval? In da bi svoje srce naravnal nanj?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Da bi ga ti obiskoval vsako jutro in ga preizkušal vsak trenutek?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Kako dolgo ne boš odšel od mene niti me ne boš pustil samega, dokler ne pogoltnem svoje sline?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Grešil sem. Kaj ti bom storil, oh ti, varuh ljudi? Zakaj si me postavil kakor znamenje zoper tebe, tako da sem breme samemu sebi?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Zakaj ne odpustiš mojega prestopka in ne odvzameš moje krivičnosti? Kajti sedaj bom spal v prahu in iskal me boš zjutraj, toda mene ne bo.«
