Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Nije li èovjek na vojsci na zemlji? a dani njegovi nijesu li kao dani nadnièarski?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Kao što sluga uzdiše za sjenom i kao što nadnièar èeka da svrši,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Tako su meni dati u našljedstvo mjeseci zaludni i noæi muène odreðene mi.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Kad legnem, govorim: kad æu ustati? i kad æe proæi noæ? i sitim se prevræuæi se do svanuæa.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Tijelo je moje obuèeno u crve i u grude zemljane, koža moja puca i rašèinja se.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Dani moji brži biše od èunka, i proðoše bez nadanja.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Opomeni se da je moj život vjetar, da oko moje neæe više vidjeti dobra,
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Niti æe me vidjeti oko koje me je viðalo; i tvoje oèi kad pogledaju na me, mene neæe biti.
Kao što se oblak razilazi i nestaje ga, tako ko siðe u grob, neæe izaæi, (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
Neæe se više vratiti kuæi svojoj, niti æe ga više poznati mjesto njegovo.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Zato ja neæu braniti ustima svojim, govoriæu u tuzi duha svojega, naricati u jadu duše svoje.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Eda li sam more ili kit, te si namjestio stražu oko mene?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Kad reèem: potješiæe me odar moj, postelja æe mi moja oblakšati tužnjavu,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Tada me strašiš snima i prepadaš me utvarama,
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
Te duša moja voli biti udavljena, voli smrt nego kosti moje.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Dodijalo mi je; neæu dovijeka živjeti; proði me se; jer su dani moji taština.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Šta je èovjek da ga mnogo cijeniš i da mariš za nj?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Da ga pohodiš svako jutro, i svaki èas kušaš ga?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Kad æeš se odvratiti od mene i pustiti me da progutam pljuvanku svoju?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Zgriješio sam; šta æu ti èiniti, o èuvaru ljudski? zašto si me metnuo sebi za biljegu, te sam sebi na tegobu?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Zašto mi ne oprostiš grijeh moj i ne ukloniš moje bezakonje? jer æu sad leæi u prah, i kad me potražiš, mene neæe biti.
