Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Er ikke et menneskes liv på jorden en krigstjeneste, og hans dager som en dagarbeiders dager?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Lik en træl som higer efter skygge, og lik en dagarbeider som venter på sin lønn,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
således har jeg fått i eie måneder fulle av nød, og møiefulle netter er falt i min lodd.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Når jeg legger mig, da sier jeg: Når skal jeg stå op? Og lang blir aftenen, og jeg blir trett av å kaste mig hit og dit inntil morgenlysningen.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Mitt kjøtt er klædd med makk og med skorper som av jord; min hud skrukner og brister.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Mine dager farer hurtigere avsted enn en veverskyttel, og de svinner bort uten håp.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Kom i hu at mitt liv er et pust! Aldri mere skal mitt øie se noget godt.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Den som nu ser mig, skal ikke mere få øie på mig; når dine øine søker efter mig, er jeg ikke mere.
En sky blir borte og farer avsted; således er det med den som farer ned til dødsriket - han stiger ikke op derfra, (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
han vender ikke mere tilbake til sitt hus, og hans sted kjenner ham ikke lenger.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Så vil da heller ikke jeg legge bånd på min munn; jeg vil tale i min ånds trengsel, jeg vil klage i min sjels bitre smerte.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Er jeg et hav eller et havuhyre, siden du setter vakt over mig?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Når jeg sier: Min seng skal trøste mig, mitt leie skal hjelpe mig å bære min sorg,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
da skremmer du mig med drømmer og forferder mig med syner.
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
Derfor foretrekker min sjel å kveles - heller døden enn disse avmagrede ben!
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Jeg er kjed av dette; jeg lever ikke evindelig; la mig være, for mine dager er et pust.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Hvad er et menneske, at du gir så meget akt på ham og retter dine tanker på ham,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
at du opsøker ham hver morgen og prøver ham hvert øieblikk?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Hvor lenge skal det vare før du vender dine øine bort fra mig? Vil du ikke slippe mig til jeg får svelget mitt spytt?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Har jeg syndet, hvad ondt gjorde jeg da mot dig, du menneskevokter? Hvorfor har du gjort mig til skive for dig, så jeg er mig selv til byrde?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Og hvorfor tilgir du ikke min brøde og forlater mig min misgjerning? For nu må jeg legge mig i støvet; når du søker mig, er jeg ikke mere.
