Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Adda kadi ti saan a narigat a trabaho para iti tunggal tao iti daga? Saan kadi a dagiti al-aldawna ket kas ti al-aldaw ti natangdanan a tao?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Kas ti tagabu a sigagagar nga agtarigagay iti anniniwan ti rabii, kas iti natangdanan a tao a mangur-uray iti tangdanna-
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
isu a naaramidak a mangibtur kadagiti bulbulan ti kinakakaasi; naikkanak kadagiti rabii a napnoan iti riribuk.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
No agiddaak, kunak iti bagik, 'Kaanoak a bumangon ken kaano nga agleppas ti rabii?’ Alimbasagennak agingga iti pumarbangon.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Nakawesan ti lasagko kadagiti igges ken napuskol a kabkab; timmangken dagiti sugat iti kudilko, ken kalpasanna bumtak, ket agnana.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Naparpartak dagiti al-aldawko ngem ti barkilia iti uma-abel; aglabas dagitoy nga awanan iti namnama.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Panunotem O Dios a ti biagko ket anges laeng; awanen ti nasayaat a makita ti matak.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Ti mata ti Dios, a kumitkita kaniak, saannakton a makita; kitaennakto dagiti mata ti Dios, ngem awanakto.
Kas iti ulep a marunaw ken agpukaw, kasta met a ti bumaba iti sheol ket saanton a maka-subli pay. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
Saanton a makasubli isuna iti balayna; uray ti lugarna ket saandanton nga am-ammo isuna.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Ngarud, saanko a lapdan ti ngiwatko; agsaoak iti ladingit ti espirituk; agreklamoak iti kinasaem ti kararuak.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Siak kadi ti baybay wenno ti pagbutbutngan iti baybay a nangisaadka iti mangbantay kaniak?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Inton kunak, 'Liwliwaennak ti pagiddaak, ken pabang-aran ti papagko ti un-unoyko,'
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
ket butbutngennak babaen iti tagtagainep ken butbutngennak babaen kadagiti sirmata,
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
tapno piliek iti mabekkel ken matay ngem ti mangaywan kadagiti tultulangko.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Kagurak ti biagko; saanko a tarigagayan ti kanayon nga agbiag; bay-annak nga agmaymaysa ta awan serserbi dagiti al-aldawko.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Ania aya ti tao a nasken nga ipangagmo isuna, a panpanunutem isuna,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
a sipsiputam isuna iti tunggal agsapa, ken susuotem iti tunggal kanito?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Kasano pay kabayag sakbay nga iyadayom ti panagkitam kaniak, sakbay a palubosannak nga agmaymaysa iti apag biit a mangtilmon iti bukodko a katay?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Uray no nagbasolak, ania koma ti maaramidanna kenka dayta, sika a mangbuybuya kadagiti tattao? Apay a siak ti punteriam, tapno agbalinak a dadagsen kenka?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Apay a saanmo a pakawanen ti naglabsingak ken ikkaten ti kinadakesko? Ta ita agiddaakon iti tapok; birukennakto iti kasta unay, ngem awanakton.”
