Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
“Èske lòm pa oblije fè kòve sou latè? Èske jou li yo pa tankou jou a yon ouvriye jounalye?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Tankou esklav ki rale souf pou rive nan lonbraj, tankou jounalye k ap tann kòb li,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
se konsa mwen jwenn mwa yo plen mizè, e nwit plen ak gwo twoub k ap dezinyen pou mwen.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Lè m kouche mwen di: ‘Se kilè m ap leve?’ Men nwit lan kontinye; m ap vire tounen jis rive nan maten.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Chè m abiye ak vè ak kal ki fèt ak pousyè. Po m vin di e li koule pij.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Jou m yo mache pi vit ke mach aparèy tise a. Yo fini sanzespwa.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Sonje byen ke lavi m pa plis ke yon souf; zye m p ap wè sa ki bon ankò.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Zye a sila ki wè m yo, p ap wè m ankò. Zye Ou va sou mwen, men mwen p ap la ankò.
Jan yon nwaj vin disparèt, li ale nèt. Konsa sila ki desann nan sejou lanmò a pa p monte ankò. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
Li p ap retounen ankò lakay li, ni plas li p ap rekonèt li ankò.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
“Akoz sa a, mwen p ap met fren nan bouch mwen. Mwen va pale nan doulè lespri m; mwen va plenyen nan lespri anmè mwen.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Èske se lanmè mwen ye, oswa bèt jeyan lanmè a, pou Ou te mete gad sou mwen?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Si mwen di: ‘Kabann mwen va ban m repo, sofa m va soulaje plent mwen,’
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
answit, Ou fè m krent ak rèv, e teworize m ak vizyon;
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
jiskaske nanm mwen ta chwazi mouri toufe; pito lanmò olye doulè mwen yo.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Mwen fin epwize nèt; mwen p ap viv tout tan. Kite mwen sèl, paske jou mwen yo pa plis ke yon souf.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Kisa lòm ye pou Ou reflechi sou li e pou Ou bay ka li enpòtans,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
pou Ou fè l pase egzamen chak maten e fè l pase eprèv chak moman?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Èske Ou p ap janm sispann gade m, ni kite mwen anpè jiskaske m fin vale krache m?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Èske mwen te peche? Kisa mwen te fè Ou, Ou menm, ki gadyen lòm? Poukisa Ou te fè m objè tiraj Ou jiskaske mwen vin yon fado pou pwòp tèt mwen?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Poukisa konsa Ou pa padone transgresyon mwen yo, e retire inikite mwen yo? Paske koulye a, mwen va kouche nan pousyè a; Ou va chache pou mwen, men m p ap la ankò.”
