Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
La vie de l’homme sur la terre est un temps de service, et ses jours sont comme ceux du mercenaire.
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Comme l’esclave soupire après l’ombre, comme l’ouvrier attend son salaire,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
ainsi j’ai eu en partage des mois de douleur, pour mon lot, des nuits de souffrance.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Si je me couche, je dis: « Quand me lèverai-je? Quand finira la nuit? » et je suis rassasié d’angoisses jusqu’au jour.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Ma chair se couvre de vers et d’une croûte terreuse, ma peau se gerce et coule.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Mes jours passent plus rapides que la navette, ils s’évanouissent: plus d’espérance!
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
O Dieu, souviens-toi que ma vie n’est qu’un souffle! Mes yeux ne reverront pas le bonheur.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
L’œil qui me regarde ne m’apercevra plus; ton œil me cherchera, et je ne serai plus.
Le nuage se dissipe et passe; ainsi celui qui descend au schéol ne remontera plus; (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
il ne retournera plus dans sa maison; le lieu qu’il habitait ne le reconnaîtra plus.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
C’est pourquoi je ne retiendrai pas ma langue, je parlerai dans l’angoisse de mon esprit, j’exhalerai mes plaintes dans l’amertume de mon âme.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Suis-je la mer ou un monstre marin, pour que tu poses une barrière autour de moi?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Quand je dis: « Mon lit me soulagera, ma couche calmera mes soupirs, »
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
alors tu m’effraies par des songes, tu m’épouvantes par des visions.
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
Ah! Mon âme préfère la mort violente, mes os appellent le trépas.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Je suis en proie à la dissolution, la vie m’échappe pour jamais; laisse-moi, car mes jours ne sont qu’un souffle.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Qu’est-ce que l’homme, pour que tu en fasses tant d’estime, que tu daignes t’occuper de lui,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
que tu le visites chaque matin, et qu’à chaque instant tu l’éprouves?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Quand cesseras-ru d’avoir le regard sur moi? Quand me laisseras-tu le temps d’avaler ma salive?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Si j’ai péché, que puis-je te faire, ô Gardien des hommes? Pourquoi me mettre en butte à tes traits, et me rendre à charge à moi-même?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Que ne pardonnes-tu mon offense? Que n’oublies-tu mon iniquité? Car bientôt je dormirai dans la poussière; tu me chercheras, et je ne serai plus.
