Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Is there not a warfare to man on earth? And as the days of an hireling his days?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
As a servant desireth the shadow, And as a hireling expecteth his wage,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
So I have been caused to inherit months of vanity, And nights of misery they numbered to me.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
If I lay down then I said, 'When do I rise!' And evening hath been measured, And I have been full of tossings till dawn.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Clothed hath been my flesh [with] worms, And a clod of dust, My skin hath been shrivelled and is loathsome,
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
My days swifter than a weaving machine, And they are consumed without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Remember Thou that my life [is] a breath, Mine eye turneth not back to see good.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
The eye of my beholder beholdeth me not. Thine eyes [are] upon me — and I am not.
Consumed hath been a cloud, and it goeth, So he who is going down to Sheol cometh not up. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
He turneth not again to his house, Nor doth his place discern him again.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Also I — I withhold not my mouth — I speak in the distress of my spirit, I talk in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
A sea -[monster] am I, or a dragon, That thou settest over me a guard?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
When I said, 'My bed doth comfort me,' He taketh away in my talking my couch.
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
And thou hast affrighted me with dreams, And from visions thou terrifiest me,
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
And my soul chooseth strangling, Death rather than my bones.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I have wasted away — not to the age do I live. Cease from me, for my days [are] vanity.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What [is] man that Thou dost magnify him? And that Thou settest unto him Thy heart?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
And inspectest him in the mornings, In the evenings dost try him?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
How long dost Thou not look from me? Thou dost not desist till I swallow my spittle.
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
I have sinned, what do I to Thee, O watcher of man? Why hast Thou set me for a mark to Thee, And I am for a burden to myself — and what?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Thou dost not take away my transgression, And cause to pass away mine iniquity, Because now, for dust I lie down: And Thou hast sought me — and I am not!
