Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Is there not a war-service for man on the earth? Are not his days as the days of a hireling?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
As a servant panteth for the shade, And as a hireling looketh for his wages,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
So am I made to possess months of affliction, And wearisome nights are appointed for me.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
If I lie down, I say, When shall I arise, and the night be gone? And I am full of restlessness until the dawning of the day.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My flesh is clothed with worms, and clods of dust; My skin is broken and become loathsome.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
My days are swifter than a weaver's shuttle; They pass away without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
O remember that my life is a breath; That mine eye shall no more see good!
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
The eye of him that hath seen me shall see me no more; Thine eyes shall look for me, but I shall not be.
As the cloud dissolveth and wasteth away, So he that goeth down to the grave shall arise no more; (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
No more shall he return to his house, And his dwelling-place shall know him no more.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Therefore I will not restrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am I a sea, or a sea-monster, That thou settest a watch over me?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
When I say, My bed shall relieve me, My couch shall ease my complaint,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Then thou scarest me with dreams, And terrifiest me with visions;
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
So that my soul chooseth strangling, Yea, death, rather than these my bones.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I am wasting away; I shall not live alway: Let me alone, for my days are a vapor!
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What is man, that thou shouldst make great account him, And fix thy mind upon him?—
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
That thou shouldst visit him every morning, And prove him every moment?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
How long ere thou wilt look away from me, And let me alone, till I have time to breathe?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
If I have sinned, what have I done to thee, O thou watcher of men! Why hast thou set me up as thy mark, So that I have become a burden to myself?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
And why dost thou not pardon my transgression, And take away mine iniquity? For soon shall I sleep in the dust; And, though thou seek me diligently, I shall not be.
