Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Is there not a limited time of service to a mortal upon the earth? Are not his days also like the days of a hired laborer?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
As a servant eagerly longeth for the shadow, and as a hired laborer hopeth for his reward:
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
So was I compelled to possess months of vanity, and nights of trouble were counted out unto me.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
When I He down, I say, When shall I arise, and the night be gone? and I am wearied with tossings about till the dawn of day.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My flesh is covered with worms and clods of dust: my skin is burst open, and become loathsome.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
My days hasten away more swiftly than a weaver's shuttle, and they come to an end in the absence of hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Oh remember that nothing but a breath is my life; that my eye will not again see happiness;
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
The eye of him that seeth me now will not behold me again: [thou fixest] thy eyes upon me, and I am no more.
As the cloud vanisheth and passeth away: so will he that goeth down to the nether world not come up again. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
He will return no more to his house, and his place will not recognize him any more.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Therefore will I also not restrain my mouth: I will speak in the anguish of my spirit: I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am I a sea, or a monster, that thou settest a watch over me?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
For should I say, My bed shall comfort me, my couch shall help me bear my complaint:
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Then wouldst thou frighten me with dreams, and with visions wouldst thou terrify me;
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
So that my soul would choose strangling, death rather than these limbs of mine.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I loathe it; I cannot live for ever: let me alone; for my days are but nought.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What is the mortal, that thou shouldst make him great? and that thou shouldst direct thy heart toward him?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
And that thou shouldst visit him every morning, probe him every moment?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
How long wilt thou not turn thy regard from me, nor let; me loose till I swallow down my spittle?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
If I have sinned, what [injury] can I cause unto thee, O thou Guardian of men? why hast thou set me as an object for thee to strike at, so that I am become a burden to myself?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
And why wilt thou not forgive my transgression, and let my iniquity pass away? for soon must I lie down in the dust; and thou wilt seek for me, but I shall be no more.
