Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Is there not an appointed time to man upon earth? are not his days also like the days of a worker?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
As a servant earnestly desires the shadow, and as a worker looks for the reward of his work:
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
So am I made to possess months of vanity, and wearisome nights are appointed to me.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
When I lie down, I say, When shall I arise, and the night be gone? and I am full of tossings back and forth unto the dawning of the day.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My flesh is clothed with worms and clods of dust; my skin is broken, and become loathsome.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
My days are swifter than a weaver's shuttle, and are spent without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
O remember that my life is wind: mine eye shall no more see good.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
The eye of him that has seen me shall see me no more: your eyes are upon me, and I am not.
As the cloud is consumed and vanishes away: so he that goes down to the grave shall come up no more. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
He shall return no more to his house, neither shall his place know him any more.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Therefore I will not refrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am I a sea, or a whale, that you set a watch over me?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
When I say, My bed shall comfort me, my couch shall ease my complaints;
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Then you scare me with dreams, and terrify me through visions:
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
So that my soul chooses strangling, and death rather than my life.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I loathe it; I would not live always: let me alone; for my days are vanity.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What is man, that you should magnify him? and that you should set your heart upon him?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
And that you should visit him every morning, and try him every moment?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
How long will you not depart from me, nor let me alone till I swallow down my spittle?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
I have sinned; what shall I do unto you, O you preserver of men? why have you set me as a mark against you, so that I am a burden to myself?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
And why do you not pardon my transgression, and take away my iniquity? for now shall I sleep in the dust; and you shall seek me in the morning, but I shall not be.
