Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
“Isn't life for human beings like serving a sentence of hard labor? Don't their days pass like those of a hired laborer?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Like some slave longing for a bit of shade, like a hired hand anxiously waiting for pay day,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
I've been given months of emptiness and nights of misery.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
When I go to bed I ask, ‘When shall I get up?’ But the night goes on and on, and I toss and turn until dawn.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My body is covered with maggots and caked in dirt; my skin is cracked, with oozing sores.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
My days pass quicker than a weaver's shuttle and they come to an end without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Remember that my life is just a breath; I will not see happiness again.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Those watching me won't see me anymore; your eyes will be looking for me, but I will be gone.
When a cloud disappears, it's gone, just as anyone who goes down to Sheol does not come back up. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
They will never return home, and the people they knew will forget them.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
So, no, I won't hold my tongue—I will speak in the agony of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am I the sea or a sea monster that you have to guard me?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
If I tell myself, ‘I'll feel better if I lie down in my bed,’ or ‘it will help me to lie down on my couch,’
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
then you scare me so much with dreams and terrify me with visions
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
that I would rather be strangled—I would rather die than become just a bag of bones.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I hate my life! I know I won't live long. Leave me alone because my life is just a breath.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Why are human beings so important to you; why are you so concerned about them
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
that you inspect them every morning and test them every moment? Won't you ever stop staring at me?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Won't you ever leave me alone long enough to catch my breath?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
What have I done wrong? What have I done to you, Watcher of Humanity? Why have you made me your target, so that I'm a burden even to myself?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
If so why don't you pardon my sins, and take away my guilt? Right now I'm going to lie down in the dust, and though you will look for me, I will be gone.”
