Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Is not the life of man upon earth a state of trial? and his existence as that of a hireling by the day?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Or as a servant that fears his master, and one who has grasped a shadow? or as a hireling waiting for his pay?
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
So have I also endured months of vanity, and nights of pain have been appointed me.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Whenever I lie down, I say, When [will it be] day? and whenever I rise up, again [I say] when [will it be] evening? and I am full of pains from evening to morning.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
And my body is covered with loathsome worms; and I waste away, scraping off clods of dust from my eruption.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
And my life is lighter than a word, and has perished in vain hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Remember then that my life is breath, and mine eye shalt not yet again see good.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
The eye of him that sees me shall not see me [again]: thine eyes are upon me, and I am no more.
[I am] as a cloud that is cleared away from the sky: for if a man go down to the grave, he shall not come up again: (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
and he shall surely not return to his own house, neither shall his place know him any more.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Then neither will I refrain my mouth: I will speak being in distress; being in anguish I will disclose the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am I a sea, or a serpent, that thou hast set a watch over me?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
I said that my bed should comfort me, and I would privately counsel with myself on my couch.
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Thou scarest me with dreams, and dost terrify me with visions.
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
Thou wilt separate life from my spirit; and yet [keep] my bones from death.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
For I shall not live for ever, that I should patiently endure: depart from me, for my life [is] vain.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
For what is man, that thou hast magnified him? or that thou givest heed to him?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Wilt thou visit him till the morning, and judge him till [the time of] rest?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
How long dost thou not let me alone, nor let me go, until I shall swallow down my spittle?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
If I have sinned, what shall I be able to do, O thou that understandest the mind of men? why hast thou made me as thine accuser, and [why] am I a burden to thee?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Why hast thou not forgotten my iniquity, and purged my sin? but now I shall depart to the earth; and in the morning I am no more.
