Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
“Donge dhano nigi tich matek e piny? Donge ndalone chalo gi ndalo mag ngʼat mondiki kuom kinde machwok?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Mana kaka misumba ma gombo ni seche mag odhiambo ochop piyo, kata ka ngʼama ondiki marito chudo mare gi geno,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
e kaka an bende osemiya dweche maonge ohala kod otieno mopongʼ gi chandruok.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Ka adhi nindo to piny ok runa piyo kendo aparora ni abiro aa malo sa adi? Piny budhona kapok oru, kendo apuodora koni gi koni nyaka okinyi.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Denda kute gi adhonde opongʼo, pien denda mbala omako kendo chwer tutu.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
“Ndalo mar ngimana dhiyo mapiyo moloyo masind jachwe usi, kendo orumo piyo maonge geno.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Yaye Nyasaye, parie kaka ngimana en mana muya nono; wengena ok nochak one mor kendo.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Wenge makoro nena sani ok nochak onena kendo, gibiro dwara to ok gininena.
Mana kaka bor polo rumo mi lal nono, e kaka ngʼat miyiko e liel ok duogi. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
Ok nodwogi e ode kendo; kar dakne ok nongʼeye kendo.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
“Emomiyo ok anyal lingʼ; abiro wacho lit manie chunya, abiro nyiso pek ma an-go e chunya nikech mirima ma an-go.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
An nam, koso an ondiek nam momiyo ogona agengʼa kama?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Ka aparo ni kitandana biro hoya kendo ni piendena mayom biro dwoko chandruokna chien,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
to eka pod ibwoga gi lek magalagala kendo imiya luoro gi fweny mayoreyore,
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
momiyo koro daher mondo adera kendo atho, moloyo bedo gi ringruok ma an-goni.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Achayo ngimana; ok agomb kata medo bedo mangima. Weya mos; ndalo mag ngimana onge gi tiende.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
“Yaye Nyasaye, dhano to en angʼo momiyo ikawe ka gima lich kendo isiko ipare ndalo duto,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
koso angʼo momiyo isiko inone okinyi kokinyi kendo iteme sa ka sa?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Yaye Nyasaye, bende diweye ngʼiya, kata kuom thuolo matin kende?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Yaye jarang ji-ni, kata bed ni asetimo richo, to en angʼo ma asetimoni? Angʼo momiyo an ema inena? Koso dibed ni asebedoni tingʼ mapek mohingi?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Angʼo momiyo idagi ngʼwonona kuom ketho maga kendo itamori wena richoga? Nikech koro abiro tho machiegni; ibiro manya, to ok enonwangʼa.”
