Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Talaivan dawkvah tami hanelah thaw ka ru e thaw a onae tueng ouk ao nahoehmaw, a hninnaw hai kutkapânaw e hnin patetlah awm hoeh namaw.
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Tâhlip dik ka doun e san patetlah, kutkapânaw ni kutphu hmu han a ngai hawi e patetlah.
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Bang hoeh e dawk thapa moikapap lah ka hno teh, khohmo runae naw hah kai hanelah ao toe.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Ka i na koehoi, nâtuek maw ka thaw han. Karum heh baw nah lawiseh ka ti. Bangkongtetpawiteh, khodai totouh kamhmei kamlang hoi ka o.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Ka takthai teh, pâri hoi songnawng ni muen na kayo teh, ka vuen hai cupei teh koung a kâhnoum.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
Ka hninnaw teh, hnikawngnae yawngyen hlak hai a rang teh, ngaihawinae awm laipalah a loum.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Ka hringnae teh kahlî doeh tie hah pahnim hanh, ka mit ni ahawinae bout hmawt mahoeh toe.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Na kahmawtnaw e mit ni bout na hmawt mahoeh toe. Na mit ka tak dawk a um navah, kaawm mahoeh toe.
Tâmai kâhin teh, a kahma e patetlah, duenae tangkom thung ka cet e ni bout ban mahoeh toe. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
A im vah bout ban hoeh vaiteh, a onae hmuen ni ama teh panuek mahoeh toe.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Hatdawkvah ka pahni ka cakuep mahoeh. Ka muitha rek na laihoi ka dei vaiteh, kakhat e ka hringnae hoi lai ka roe han.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Kai teh, talî lah maw ka tho. Nahoeh pawiteh, talî dawk e khorui lah maw ka tho teh, na karingkung hah na ta pouh.
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Ka ikhun ni ka ngai a mawng sak han. Ka yannae ikhun ni ka phuenangnae a roum sak han telah ka ti navah,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Tangmin mang lahoi na pakhi teh, kamnuenae lahoi kai na kalue sak.
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
Ka hringnae ni ka lahuen a kara hoi duenae hah, ka takthai ni a ngaihnawn.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Ka hringnae he ka hnueai teh, yungyoe ka hring mahoeh. Kama dueng na awm sak awh. Bangkongtetpawiteh, ka hringnae teh a kahû lah doeh ao.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Tami he banglamaw ao teh, hettelah na tawmrasang teh, a lathueng vah na lungthin pou na ta.
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Amon tangkuem na tho sin teh, nâtuek e atueng dawk hai pou na tanouk.
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Nâtuek hai na kamlang takhai laipalah, pou na khet vaiteh, ka tamtui ka padoun nahai ka madueng na tat hoeh.
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Yonnae ka tawn maw, oe taminaw ka ring e, nang lathueng vah bangmaw ka sak. Bangdawkmaw na hmaitung vah telah na o sak teh, kama hoi kama hnori lah na o sak.
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Bangdawkmaw na kâ ka eknae hah na ngaithoum laipalah, ka payonpakainae hah na lat pouh hoeh. Bangkongtetpawiteh, vaiphu dawk ka i vaiteh, nama ni kai na tawng han, hatei kaawm mahoeh toe atipouh.
