Job 6
1 Så tog Job til Orde og svarede:
Respondens autem Iob, dixit:
2 "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
Utinam appenderentur peccata mea, quibus iram merui: et calamitas, quam patior, in statera.
3 Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
Quasi arena maris hæc gravior appareret: unde et verba mea dolore sunt plena:
4 Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
Quia sagittæ Domini in me sunt, quarum indignatio ebibit spiritum meum, et terrores Domini militant contra me.
5 Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
Numquid rugiet onager cum habuerit herbam? aut mugiet bos cum ante præsepe plenum steterit?
6 Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
Aut poterit comedi insulsum, quod non est sale conditum? aut potest aliquis gustare, quod gustatum affert mortem?
7 Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
Quæ prius nolebat tangere anima mea, nunc præ angustia, cibi mei sunt.
8 Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber
Quis det ut veniat petitio mea: et quod expecto, tribuat mihi Deus?
9 vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,
Et qui cœpit, ipse me conterat: solvat manum suam, et succidat me?
10 så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
Et hæc mihi sit consolatio ut affligens me dolore, non parcat, nec contradicam sermonibus Sancti.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?
Quæ est enim fortitudo mea ut sustineam? aut quis finis meus, ut patienter agam?
12 Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
Nec fortitudo lapidum fortitudo mea, nec caro mea ænea est.
13 Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
Ecce, non est auxilium mihi in me, et necessarii quoque mei recesserunt a me.
14 Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
Qui tollit ab amico suo misericordiam, timorem Domini derelinquit.
15 Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
Fratres mei præterierunt me, sicut torrens qui raptim transit in convallibus.
16 de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
Qui timent pruinam, irruet super eos nix.
17 men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
Tempore, quo fuerint dissipati, peribunt: et ut incaluerit, solventur de loco suo.
18 Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;
Involutæ sunt semitæ gressuum eorum: ambulabunt in vacuum, et peribunt.
19 Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,
Considerate semitas Thema, itinera Saba, et expectate paulisper.
20 men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
Confusi sunt, quia speravi: venerunt quoque usque ad me, et pudore cooperti sunt.
21 Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!
Nunc venistis: et modo videntes plagam meam timetis.
22 Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
Numquid dixi: Afferte mihi, et de substantia vestra donate mihi?
23 red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"
Vel, Liberate me de manu hostis, et de manu robustorum eruite me?
24 Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
Docete me, et ego tacebo: et siquid forte ignoravi, instruite me.
25 Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
Quare detraxistis sermonibus veritatis, cum e vobis nullus sit qui possit arguere me?
26 Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
Ad increpandum tantum eloquia concinnatis, et in ventum verba profertis.
27 Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
Super pupillum irruitis, et subvertere nitimini amicum vestrum.
28 Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
Verumtamen quod cœpistis explete: præbete aurem, et videte an mentiar.
29 Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
Respondete obsecro absque contentione: et loquentes id quod iustum est, iudicate.
30 Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
Et non invenietis in lingua mea iniquitatem, nec in faucibus meis stultitia personabit.
