Job 41
1 Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?
Kann du fiska krokodillen, binda tunga hans med taum,
2 Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?
Draga snor i gjenom nosi, hogga krok i kjaken hans?
3 Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?
Vil han tigga um nåde, tala mjuke ord til deg?
4 Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?
Tru han vil gjera samband med deg og din træl for alltid verta?
5 Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?
Kann du han som leikfugl halda for smågjentorne i band?
6 Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?
Handlar fiskarlag med honom, skiftar ut til kræmarar?
7 Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?
Kann hans hud med spjot du fylla, og hans hovud med harpunar?
8 Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.
Berre prøv - du skal det minnast; enn ein gong du gjer det ikkje!
9 Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.
Kvar og ein vil missa voni, verta feld ved syni av han.
10 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?
Ingen torer eggja honom; kven kann då mot meg reisa?
11 Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?
Kven gav meg, so eg gjev att? Under himmeln alt eg eig.
12 Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.
Ei eg tegjer um hans lemer, um hans sterke, væne bygnad.
13 Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?
Kven hev drege brynja av han, Gjenge inn i duble tanngard?
14 Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.
Kven hev opna kjakeporten? Rædsla kring hans tenner ligg.
15 Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;
Sterke er hans skjolde-rader, feste med ei fast forsigling.
16 de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;
Tett dei ligg innåt kvarandre, ingi luft slepp millom deim.
17 de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.
Eine skjolden i den andre heng i hop, skilst ikkje åt.
18 Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.
Ljos ifrå hans njosing strålar, augo skin som morgonroden.
19 Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.
Or hans gap skyt brandar fram, gneistar sprutar derifrå.
20 Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
Or hans nasar stig det røyk, liksom eim or kjel som kokar.
21 Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.
Anden hans set eld på kol, logen ut or gapet stend.
22 Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.
I hans nakke styrken bur, rædsla spring framfor hans åsyn.
23 Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;
Tette sit kjøtvalkarne, støypte fast urikkelg.
24 fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.
Hjarta hans er hardt som stein, fast som understein i kverni.
25 Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.
Kjempor ræddast når han ris, misser både mod og hugs;
26 Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.
Sverd vil ikkje bita på, ikkje skot med spjot og pil.
27 Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;
Jarn agtar han liksom strå, kopar nett som fauskeved.
28 Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,
Ei han vik for bogesonen; stein frå slyngja vert som halm,
29 Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.
og stridsklubba vert som strå, og han lær åt spjot som susar.
30 På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;
Under han er kvasse broddar, spor dei set som treskjeslede.
31 Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;
Djupet kokar som ei gryta, sjøen som ein salvekjel.
32 bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.
Vegen lyser etter honom, djupet skin som sylverhår.
33 Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.
Liken hans på jord ei finst, denne skapning utan ræddhug.
34 Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.
Han ser ned på alt som høgt er, konge yver alle kaute.»
