Job 4
1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Na Temanni Elifas buaa Hiob sɛ,
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
“Sɛ obi pɛ sɛ ɔne wo kasa a, worennya ntoboaseɛ mma no anaa? Hwan na wɔbɛtumi aka nʼano ato mu?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Dwene sɛdeɛ wakyerɛkyerɛ nnipa bebree, sɛdeɛ woahyɛ nsa a emu ayɛ mmerɛ den.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
Wo nsɛm ahyɛ wɔn a wɔasunti no den; woahyɛ nkotodwe a ayɛ mmerɛ mu den.
5 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Na afei a ɔhaw aba no, wʼaba mu abu; aba wo so, na wo ho adwiri wo.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
Wo nyamesuro mma wo ahotosoɔ anaa, na wʼakwan a ɛho nni asɛm mma wo anidasoɔ anaa?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
“Dwene ho: Wɔasɛe obi a ne ho nni asɛm pɛn anaa? Ɛhefa na wɔsɛee obi a ɔyɛ pɛ?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
Sɛdeɛ mahunu no, wɔn a wɔfɛntɛm bɔne ne wɔn a wɔdua ɔhaw no, wɔtwa so aba.
9 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
Sɛ Onyankopɔn home a, wɔsɛe; nʼabufuo ma wɔyera.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
Agyata bɛtumi abobom na wɔapɔ so, nanso wɔbɛbubu gyata akɛseɛ no se.
11 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
Gyata annya haboa a ɔwu, na gyatabereɛ mma no bɔ hwete.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
“Wɔbɛkaa kokoamsɛm bi kyerɛɛ me na mʼaso tee no sɛ asomusɛm.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Wɔ anadwo daeɛso basabasa mu, ɛberɛ a nnipa adeda nnahɔɔ no,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
ehu ne nketenkete kyeree me. Ɛmaa me nnompe nyinaa wosoeɛ.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
Honhom bi twaa mʼani so, na me ho nwi sɔre gyinaeɛ.
16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Ɛgyinaeɛ, nanso, manhunu nʼabɔsuo. Biribi bɛgyinaa mʼanim, na metee nne bɔkɔɔ bi a ɛrebisa sɛ,
17 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
‘Onipa dasani bɛtumi atene asene Onyankopɔn? Onipa bɛtumi ayɛ kronn asene ne Yɛfoɔ anaa?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Sɛ Onyankopɔn ntumi mfa ne ho nto nʼankasa asomfoɔ so, na sɛ ɔka nʼabɔfoɔ mpo anim a,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
hwan ne onipa a wɔde dɔteɛ anwene no, a ne fapem sisi mfuturo mu na wɔdwerɛ no ntɛm so sene abubummabaa?
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
Ɛfiri anɔpahema kɔsi anwummerɛ wɔbubu wɔn mu nketenkete; na wɔyera korakora a obiara nhunu wɔn bio.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
Wɔtete wɔn ntomadan nhoma mu, ɛno enti wɔwuwu a wɔnnim.’
