< Job 4 >

1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Le hoe ty natoi’ i Elifaze nte-Temane:
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
Hampihivivioke azo hao ty fimanea’ay rehak’ ama’o? fa Ia ty maha-lie-batañe tsy hivolañe?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Ingo te maro ty nanare’o, fa nampaozare’o ty fitañe mavozo.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
Fiatoa’ o mitsikapio o saontsi’oo; nampifatrare’o o ongotse mikoletrao;
5 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
F’ie nizò azo henaneo, ihe ka ty midazidazìtse; nioza ama’o, le minevenevetse;
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
Tsy o havañona’oo hao ty fatokisa’o vaho fitamà’o ty fahitin-dala’o?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Ehe, tiahio hey: Ia ty nikoromake te nalio-tahiñe? Aia ty vañoñe naitoeñe?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
Aa naho o nitreakoo: hambañe ty tatahe’ ty mpitraba-karatiañe, naho ty mpitongy kilily.
9 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
Ie mihomak’ ami’ty kofòn’ Añahare, mikoromak’ ami’ty fiforoaham-pifombo’e.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
Mitromoro ty liona mireñetse ty liona romotse, fe poñafeñe o nifem-parasy tora’eo,
11 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
Mate ty liona-lahi’e te po-tsindroke, mibarakaike ty anan-diona rene’e,
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
Nasese amako añ’etake ty volañe, nitsepahen-tsòfiko ty nitangongoe’e.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Nitsakoreñe añ’aroñaron-kaleñe, ie lampon-drotse ondatio,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
Niazo ty anifan-draho, nirevendreveñe, nampititititihe’e o taolako iabio.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
Nihelañe añatrefan-tareheko eo ty angatse, niriñariña o volon-tsandrikoo.
16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Nijohan-dre, fe tsy nirendreko ty vinta’e; nitroatse aolo’ o masokoo ty vente’e, nianjiñe, le inao ty fiarañanañañe nanao ty hoe:
17 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
Ho to añatrefan’ Añahare hao t’i raolombelo? halio te amy Namboatse azey hao ondatio?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Heheke ndra o mpitoro’eo tsy atokisa’e, mbore anisia’e lilatse o anjeli’eo,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
Àntsake o mpimoneñe an-traño taneo, O faha’eo an-debok’ ao, ie ho pìneke aolo’ ty fizara!
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
Ie demok’ añivo’ ty manjirik’andro naho ty haleñe; modo kitro-katroke tsy ihaoñañe.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
Tsy nombotañe an-tro’e ao hao o talin-kivoho’eo? Ie mihomak’ avao, tsy aman-kilala!

< Job 4 >