< Job 4 >

1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
ئینجا ئەلیفازی تێمانی وەڵامی دایەوە:
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
«ئەگەر یەکێک قسەیەک بکات دڵگران دەبیت؟ بەڵام کێ دەتوانێت لە قسەکردن ڕابوەستێت؟
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
لە یادت بێ تۆ ڕێنمایی زۆر کەست کردووە و دەستە شلبووەکانت توند کردووە.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
قسەکانت ئەوانەی هەستاندەوە کە کەوتوون و ئەژنۆ لەرزۆکەکانت چەسپاند.
5 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
بەڵام ئێستا کە خۆت تووشی تەنگانە بوویت، ورەت بەرداوە، لەوەی کە بەسەر خۆت هاتووە، پەرێشان بوویت.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
ئایا پشت بە لەخواترسییەکەت نابەستیت؟ ئایا بێ کەموکوڕییەکەت هیوابەخش نییە؟
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
«بەبیر خۆتی بهێنەرەوە، بێتاوانێکت بینیوە فەوتابێت، یاخود کەسە سەرڕاستەکان لەناوچووبن؟
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
وەک بینیوتە، ئەوانەی خراپە دەکێڵن و چەرمەسەری دەچێنن، خۆیان دروێنەی دەکەن.
9 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
بە هەناسەی خودا لەناودەچن و بە بای تووڕەییەکەی نامێنن.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
مڕەمڕی شێر و دەنگی نەڕەی و کەڵبەی شێرەکان شکێنران.
11 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
شێر دەفەوتێت لەبەر نەبوونی نێچیر و بەچکەی شێرەکە پەرتەوازە دەبن.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
«وشەیەک بۆ لای من دزەی کرد، گوێم چرپەیەکی بیست.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
لە مۆتەکەی شەومدا کاتێک مرۆڤ خەوێکی قووڵ دەیباتەوە،
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
ترس و تۆقینێک منی داگرت و هەموو ئێسکەکانم لەرزین.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
ڕۆحێک بە بەردەممدا تێپەڕی و مووەکانی لەشم مووچڕکەیان پێدا هات.
16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
ڕاوەستا، بەڵام نەمزانی چی بوو، شێوەیەک لەبەرچاوم بوو، چرپەیەک و دەنگێکم بیست:
17 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
”ئایا مرۆڤ لە خودا ڕاستودروستترە، یان پیاو لە بەدیهێنەرەکەی بێگەردتر دەبێت؟
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
ئەگەر خودا متمانە بە خزمەتکارەکانی نەکات و گومڕایی بخاتە پاڵ فریشتەکانی،
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
ئەی چەند زیاتر متمانە بە دانیشتووانی ناو خانووی قوڕ ناکات، ئەوانەی بنەچەیان لە خۆڵەوەیە و وەک مۆرانە پان دەکرێنەوە.
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
لەنێوان بەیانی و ئێوارەدا تێکدەشکێنرێن، بێ ئەوەی کەس ئاگای لێیان بێت بۆ هەتاهەتایە لەناودەچن.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
ئایا گوریسی ڕەشماڵەکانیان هەڵنەکێشراوە، تاکو بەبێ دانایی بمرن؟“

< Job 4 >