Job 4
1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Forsothe Eliphat Themanytes answeride, and seide,
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
If we bigynnen to speke to thee, in hap thou schalt take it heuyli; but who may holde a word conseyued?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Lo! thou hast tauyt ful many men, and thou hast strengthid hondis maad feynt.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
Thi wordis confermyden men doutynge, and thou coumfortidist knees tremblynge.
5 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
But now a wounde is comun on thee, and thou hast failid; it touchide thee, and thou art disturblid.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
Where is thi drede, thi strengthe, and thi pacience, and the perfeccioun of thi weies?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Y biseche thee, haue thou mynde, what innocent man perischide euere, ethir whanne riytful men weren doon awei?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
Certis rathir Y siy hem, that worchen wickidnesse, and sowen sorewis,
9 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
and repen tho, to haue perischid bi God blowynge, and to be wastid bi the spirit of his ire.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
The roryng of a lioun, and the vois of a lionesse, and the teeth of `whelpis of liouns ben al to-brokun.
11 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
Tigris perischide, for sche hadde not prey; and the whelpis of a lioun ben distried.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
Certis an hid word was seid to me, and myn eere took as theueli the veynes of priuy noise therof.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
In the hidousnesse of `nyytis siyt, whanne heuy sleep is wont to occupie men,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
drede and tremblyng helde me; and alle my boonys weren aferd.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
And whanne the spirit `yede in my presence, the heiris of `my fleisch hadden hidousnesse.
16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Oon stood, whos chere Y knewe not, an ymage bifor myn iyen; and Y herde a vois as of softe wynd.
17 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
Whether a man schal be maad iust in comparisoun of God? ethir whethir a man schal be clennere than his Makere?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Lo! thei that seruen hym ben not stidefast; and he findith schrewidnesse in hise aungels.
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
Hou myche more thei that dwellen in housis of cley, that han an ertheli foundement, schulen be wastyd as of a mouyte.
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
Fro morewtid til to euentid thei schulen be kit doun; and for no man vndurstondith, thei schulen perische with outen ende.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
Sotheli thei, that ben residue, schulen be takun awei; thei schulen die, and not in wisdom.
