< Job 4 >

1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Then answered Eliphaz the Themanite, and said,
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
If we essay to address a word to thee, wilt thou be wearied? yet who is able to refrain from speaking?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Behold, thou hast [ere this] corrected many, and weak hands thou wast wont to strengthen.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
Him that stumbled thy words used to uphold, and to sinking knees thou gavest vigor.
5 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Yet now, when it cometh to thee, thou art wearied: it toucheth even thee, and thou art terrified.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
Is not then thy fear of God still thy confidence, thy hope equal to the integrity of thy ways?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Remember, I pray thee, who ever perished, being innocent? or where were the righteous destroyed?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
Even as I have seen, that those who plough wrong-doing, and sow trouble, have to reap the same.
9 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
Before the breathing of God they perish, and before the breath of his nostrils they come to their end.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
The roaring of the lion, and the voice of the fierce lion, and the teeth of the young lions, are broken.
11 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
The old lion perisheth for lack of prey, and the whelps of the lioness have to scatter themselves abroad.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
But to me a word came by stealth, and my ear took in a scarcely perceptible whisper thereof.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
In intense thoughts out of visions of the night, when deep sleep falleth on men:
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
Dread came over me, with trembling, and it caused all my bones to shudder.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
Then flitted a spirit past before my face; the hair of my body stood up:
16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
It stood still, but I could not recognize its form; a figure was before my eyes, a slight whisper, then a [louder] voice I heard, saying,
17 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
Can a mortal be more righteous than God? or can a man be more pure than his Maker?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Behold, in his servants he putteth no trust, and his angels he chargeth with folly:
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
How much less in those that dwell in houses of clay, whose foundation is in the dust, who are crushed till they come to be eaten by the moth?
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
From morning to evening are they broken to pieces: without laying it [to heart] they perish for ever.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
Behold, their excellency which is in them is torn away: they die, and this without wisdom.

< Job 4 >