< Job 4 >
1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Then Eliphaz the Temanite answered, and sayde,
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
If we assay to commune with thee, wilt thou be grieued? but who can withholde himselfe from speaking?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Behold, thou hast taught many, and hast strengthened the wearie hands.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
Thy wordes haue confirmed him that was falling, and thou hast strengthened the weake knees.
5 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
But now it is come vpon thee, and thou art grieued: it toucheth thee, and thou art troubled.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
Is not this thy feare, thy confidence, thy pacience, and the vprightnesse of thy wayes?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Remember, I pray thee: who euer perished, being an innocent? or where were the vpright destroyed?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
As I haue seene, they that plow iniquitie, and sowe wickednesse, reape the same.
9 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
With the blast of God they perish, and with the breath of his nostrels are they cosumed.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
The roaring of the Lion, and the voyce of the Lionesse, and the teeth of the Lions whelpes are broken.
11 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
The Lyon perisheth for lacke of pray, and the Lyons whelpes are scattered abroade.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
But a thing was brought to me secretly, and mine eare hath receiued a litle thereof.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
In the thoughtes of ye visions of the night, when sleepe falleth on men,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
Feare came vpon me, and dread which made all my bones to tremble.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
And the wind passed before me, and made the heares of my flesh to stande vp.
16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Then stoode one, and I knewe not his face: an image was before mine eyes, and in silence heard I a voyce, saying,
17 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
Shall man be more iust then God? or shall a man be more pure then his maker?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Beholde, he founde no stedfastnesse in his Seruants, and laid follie vpon his Angels.
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
Howe much more in them that dwell in houses of clay, whose foundation is in the dust, which shalbe destroyed before the moth?
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
They be destroyed from the morning vnto the euening: they perish for euer, without regarde.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
Doeth not their dignitie goe away with them? do they not die, and that without wisdom?