< Job 4 >
1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Then Eliphaz the Temanite answered Job.
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
“Could I say a word? I don't want to upset you but who could keep quiet and not respond?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
You've certainly encouraged many people and supported those who are weak.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
Your advice has helped those who are stumbling not to fall, and you have strengthened those whose knees are weak.
5 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
But now you're the one suffering and you're upset.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
Wasn't it your reverence for God that gave you confidence and your integrity that gave you hope?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Think about it: since when did the innocent die? Since when were good people destroyed?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
From what I've seen it's those who plant evil and sow trouble who reap the same!
9 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
A breath from God destroys them; a blast of his anger wipes them out.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
Lions may roar and growl, but their teeth still break.
11 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
Even a lion dies from lack of food, and the lioness' cubs are scattered.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
A word quietly crept up on me; a whisper reached my ear.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Troubling thoughts came to me in nightmares when you fall into a deep sleep.
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
I became terrified and trembled; all my bones were shaking.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
Then a breath brushed my face and gave me goose-pimples.
16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Something stopped, but I couldn't see its face. My eyes could only make out a shape. It was totally quiet, and then I heard a voice:
17 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
‘Can anyone be right before God? Can anyone be pure before their Maker?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
If he doesn't even trust his servants, and he says his angels make mistakes,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
how much more does this apply to those who live in these houses made of clay, whose foundations are based on dust, who fall apart like clothing to a moth?
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
Alive in the morning, they are dead by evening. They die, unnoticed.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
They are like tent ropes that are pulled up, and they collapse in death. They die without wisdom.’